De blå mærker hjalp ikke på bekymringen

Hvorfor startede I til Kampidræt?

Nete:
"Jeg startede til judo, fordi mine forældre havde det princip, at min bror og jeg skulle gå til en eller anden sport. Der var frit valg på alle hylder, men noget skulle vi vælge. Min far har selv dyrket judo, hvilket han forslog til min storebror. Som den lillesøster jeg var, tog jeg med. Min storebror synes det var forfærdeligt, og jeg synes det var sjovt. Jeg startede derfor til det og udviklede mig motorisk og mentalt. Jeg startede fordi mine forældre mente og mener at sport kunne give mig noget, både fysisk og psykisk."

Katrine:
"Jeg må erkende, at før jeg mødte Nete, ville jeg ikke kunne adskille judo fra karate eller taekwondo. For mig var al kampsport der involverede en gi, lidt den samme sport. Jeg fandt hurtigt ud af hvad judo var og stod for, jo mere jeg lærte Nete at kende. Efter nogle måneder måtte jeg prøve på egen krop, hvad det var, der havde drevet min kæreste i så mange år. Og hvad der stadig fik hende til at bruge timevis hver uge, på både børnehold og egen træning."

Hvordan, hvorhenne, hvornår og i hvilken kampidrætsklub?

Nete:
"Som sagt var det min fars forslag, at jeg skulle starte til judo. Og jeg har nok været 5-6 år gammel. Vi boede på Amager, hvorfor det var oplagt at tage Amager judoskole, som jeg selv kunne cykle til, da jeg blev ældre. Jeg var ikke særlig motorisk dygtig, og min far var faktisk en smule opgivende til at starte med. Men jeg fandt det sjovt og begyndte at finde ud af, at hvis man øver sig, kan man komme langt. Derfor blev jeg bedre og bedre og endte med at komme på landsholdet og blive kåret til Danmarks bedste kvindelige kæmper."

Katrine:
"Det var oplagt bare at følge med Nete til at starte med, så det blev en tirsdag til voksentræning i Hillerød judoklub. Selvom jeg på dette tidspunkt var 25 år gammel, var jeg langt fra hverken den yngste eller ældste på voksenholdet, og jeg blev taget rigtig godt imod. Selvom jeg var lidt tilbageholden efter det første møde med judoen, var der ingen vej tilbage. Det var jo lidt sjovt at kaste rundt med voksne mænd, selvom de måske faldt lidt let i starten."

Hvilke fordomme og barrierer havde I, før I startede til Kampidræt?

Nete:
"Nu er det et stykke tid siden, jeg startede til judo, så kan ikke huske de store barrierer inden jeg startede. Jeg var et meget nysgerrigt barn og ville gerne prøver kræfter med alt muligt. Derfor tror jeg, at jeg blot startede, og så prøvede så godt jeg kunne. Vi trænede på et kønsblandet hold og min faste makker var en dreng. Jeg tænkte aldrig over om mit køn gjorde jeg ikke passede ind."

Katrine:
"Faktisk havde jeg ikke mange personlige fordomme inden jeg startede. Jeg havde jo min egen personlige træner med mig i Nete, men på mit arbejde blev der grint en smule. De anede ikke hvad det var jeg havde kastet mig ud i, men syntes at det lød lidt farligt. Det krævede lidt forklaring at overbevise dem om, at det altså var frivilligt, at jeg to gange om uge tog afsted til en sport, hvor det handlede om at blive kastet og selv kaste andre. De blå mærker hjalp ikke på bekymringen."

Hvad har I fået ud af at gå til kampidræt, og hvad holder I mest af?

Nete:
"Jeg er vokset op med kampsporten, hvilket har været med til at forme mig som menneske og har givet flere kvaliteter. Fysisk har jeg, trods skader, en stærk krop og et afslappet forhold til kroppe generelt. Jeg oplever ofte at folk er kropsforskrækkede og ikke tør at komme tæt på andre mennesker. Dette har aldrig været en udfordring for mig, da judo netop er en kontaktsport, hvor folk kommer tæt på og har fysisk kontakt. Udover det fysiske har judo også udviklet mig mentalt. Jeg fandt ud af, at hvis jeg var dårlig til noget, måtte jeg blive ved med at øve mig, og så skulle det nok komme. Man kan nærmest sige at mit mantra blev, at hvis jeg arbejder hårdt og øver mig, så skal det nok betale sig. Jeg har derfor også fået arbejdet en vis disciplin ind. Det afspejler sig også i resten af min personlighed, hvor det er vigtigt for mig, at man gør sit bedste. Judo har også en stram disciplin, hvor der er nogle faste rammer for, hvordan man opfører sig. Jeg tror dette har været med til at forme min værdi om at være høflig og tale pænt til hinanden. Det sagt er det selvfølgelig sport, og der kan blive råbt alt muligt fra tilskuerpladserne, men som kæmper stræber du efter at opføre dig ordentligt. Jeg tror, det jeg holder mest af, er den selvtillid judo, har givet mig. Det har været med til at forme mig som menneske, hvilket har stor betydning. Mine venner i judo er også uundværlige. Og det sidste jeg bliver nødt til fremhæve, er den vilde følelse at lave et super flot kast, som man har øvet sig på. Det er stadig sjovt – også på motionsplan."

Katrine:
"Udover at have fået en meget bedre forståelse af Netes drive og kærlighed til sporten, så har jeg også selv udviklet mig. Jeg er blevet stærkere i hele kroppen, opnået en meget bedre forståelse af min egen krop og hvad den faktisk kan. Kolbøtter gør mig stadig meget rundtosset, men jeg har fået meget mere balance og styrke i min ryg og core. Dette kan mærkes efter en lang dag som tandlæge, der er ikke længere problemer med træt nakke og ryg mere. Ud over de fysiske fordele, må jeg erkende at judoen, og særligt konkurrencejudoen har vækket noget i mig. Jeg troede egentlig, at jeg aldrig skulle finde det frem igen, ønsket om at vinde, men det kommer frem både til træning og stævner. Nete er ved at gå ud af sit gode skind hver gang jeg skal kæmpe til et stævne, men jeg er ikke kommet til skade, så der er ingen grund til bekymring. Selvom jeg stadig har min første sejr til gode, så er det adrenalin rush det giver mig til kampe stadig nok til at jeg forsætter med at stille op. Den følelse, der er i kroppen efter en kamp, den skal man lede længe efter i fitnesscenteret eller hvor man ellers træner, det er en helt speciel følelse, og jeg er hooked."