At træne karate er en glæde

Hvad fik dig til at starte til karate?

"Det, der fik mig til at begynde at træne karate, opstod for 27 år siden. Min datter Anna kom hjem og sagde: ”Jeg skal gå til karate.”. Det afviste jeg, men sagde ok til at gå med i karateklubben – København Karateklub, som på det tidspunkt havde adresse på Mariendalsvej. Straks vi kom ind ad døren i klubben, blev jeg ramt af den gode stemning. Det var bare godt. Anna begyndte at træne, og hun var medlem i cirka syv år.

Omkring det tidspunkt, hvor Anna stoppede med at træne, blev jeg medlem, og har trænet uafbrudt uge efter uge i 17 år. På daværende tidspunkt var jeg lige fyldt 60 år. I dag træner jeg med lige så stor glæde som for 17 år siden."

Hvilke fordomme og barrierer havde du, før du startede til Kampidræt?

"Mit kendskab til kampsport var ikke eksisterende den dag Anna kom hjem og sagde, at hun vil træne karate. Hvis nogen havde spurgt mig hvad karate var, havde jeg vel svaret, at det var noget med at slås. Det er alt andet end at slås. De barrierer jeg måske har haft, er der ikke. Karate er en fantastisk sport, eller kampkunst, som vores chefinstruktør på nationalt niveau sensei Henrik Larsen udtrykker det!"

Hvad har du fået ud af at gå til karate, og hvad holder du mest af?

"At træne karate er en glæde – ikke mindst, når det lykkes at gøre det bedre, end for lidt siden.

Jeg glæder mig til at skulle træne hver eneste mandag og torsdag i København Karateklub, både selve træningen og samværet med de andre medlemmer i klubben. Ikke mindst er det en glæde at opleve alle børnene, når de træner, når de kommer ud fra træningen, når de har været til graduering, og har opnået en ny grad og et nyt bælte.

Den glæde med en ny bæltegrad opnåede jeg søndag 15. december 2019, dagen før min 77-års fødselsdag. Jeg blev gradueret sandan, eller 3. dan, og kan nu kalde mig sensei.

Udover den almindelige træning i København Karateklub, deltager jeg i de såkaldte gasshuku rundt om i Europa, og i Japan, hvor jeg har været tre gange. Det er i Japan vores stilart stammer fra, og har navnet Okinawa Goju Ryu. En af de mange oplevelser jeg har med karate, er, at en højtgradueret sensei aldrig føler sig hævet over andre. For eksempel havde jeg været i London og skulle videre til gasshuku i Spanien. Undervejs skulle jeg skifte fly. Da jeg står i køen til gaten får jeg øje på sensei Nakamura, chefinstruktør på internationalt niveau. Jeg prikker ham på skulderen og hilser ”oss sensei” han vendte sig om, og breder armene ud, og siger ah Denmark, og jeg får en stor krammer. Okinawa Goju Ryu skaber venskaber på tværs af bæltegrader."