Aalborg Martial Arts forstår betydningen af den gode velkomst

Den nordjyske klub sætter fokus på at byde nye medlemmer velkommen, og det har været afgørende for klubbens vækst.

I Nordkrafts lokaler hører Aalborg Martial Arts til. Klubben tilbyder både kick- og thaiboksning, boksning og MMA, og de har eksisteret siden 2012.

På trods af udfordringer med lokalemangel og svære betingelser under og efter coronanedlukningen har klubben haft en flot medlemsvækst siden 2020. Fra 118 medlemmer til 349 i 2023 (registreret som medlemmer under boksning og thai- og kickboksning) er der tale om næsten en tredobling på tre år!

I dag er formand Jacob Winther – der har været i klubben i næsten ti år – stolt af alt det, klubben kan tilbyde medlemmer i alle aldre. De har desuden haft stor gavn af en DGI-workshop med fokus på den gode velkomst. Vi har derfor talt med ham om klubbens rejse, deres initiativer for at tiltrække og fastholde medlemmer, og de fremtidige planer.

Nye koncepter gør en forskel

"At tage godt imod dem, der kommer, er virkelig med til at gavne væksten,” fortæller formand Jacob Winther. ”Det kan være afgørende for, at nye medlemmer bliver og måske endda udvikler sig til dygtige udøvere eller frivillige.”

AMA 2

Efter en workshop med DGI Kampidræt har Aalborg Martial Arts i langt højere grad fået øjnene op for, at lav barriere, synlighed, kommunikation og en varm velkomst har afgørende betydning, når man skal tiltrække og fastholde nye medlemmer. Det er alt fra receptionisten, de møder, til trænerne der hjælper med velkomst og udstyr, til en fast sparringsmakker.

Klubben har også ændret konceptet for prøvetræninger, så man kan deltage som prøvemedlem i op til 14 dage, inden man beslutter sig. Her har det nye medlem mulighed for at prøve alle slags træninger og finde den disciplin, man har det bedst med.

”Derudover har klubben både niveauinddelte træninger og deciderede begynderhold, hvor trænerne er meget bevidste om velkomsten og at skabe et trygt miljø for de nye,” fortæller Jacob Winther.

Synlighed og sammenhold

Generelt er der et rigtig godt sammenhold i klubben, som formanden er meget bevidst om at understøtte og styrke:

”Vi har jo kun ét lokale til rådighed, hvilket udfordrer os på flere måder. Men samtidig skaber det et godt sammenhold i klubben, der er high-fives og hilsener når holdene møder hinanden i overlappet mellem træningstiderne. Så det giver også medlemmerne mulighed for at møde hinanden på tværs af discipliner.”

Derudover gør klubben meget ud af både julefrokost og sommerfest, som de oplever, at medlemmerne støtter flot op om! Og så er klubben med på bl.a. Idrætsmødet i Aalborg og DM-ugen, hvilket har givet endnu et nøk opad på synligheden.

Frivillighed og fremtiden

Jacob Winther understreger endelig vigtigheden af at værdsætte de frivillige:

"Frivillige hænger ikke på træerne. Vi skal huske at værdsætte dem, for uden dem har vi ingen klub. De frivillige er essentielle for klubbens drift, og deres engagement og timer er uvurderlige. Mange giver jo flere timer, end de måske har. Men de kan ikke lade være, og det skal vi huske at værdsætte!”

Når det kommer til fremtiden for den nordjyske klub, er der flere ting på tegnebrættet: De arbejder bl.a. på at finde større lokaler og håber at kunne tilbyde flere træninger samtidig. Bedre faciliteter, herunder et fitnessområde med løbebånd og vægte, vil kunne gøre meget for både begyndere og de mere ambitiøse medlemmer, som får de bedste rammer for at udvikle sig.

Med nye lokaler i sigte og en fortsat stigning i medlemstal ser fremtiden altså lys ud for klubben. Aalborg Martial Art er et eksempel på, hvordan en klub kan vokse og trives ved at fokusere på fællesskab, god velkomst og ved at sætte tydelig pris på de frivillige.

AMA 1