Fokus på refleksion og fællesskab

I Rødovre HK er man allerede nået et stykke vej med "Træn Fællesskabet" - et forløb, der sætter andre kvaliteter end evnen til at løbe kontra eller udføre et backkryds i højsædet.

Det er ikke nogen almindelig træningsaften for Rødovre HKs U12 piger. I dag gælder det ikke om at være hurtigst på bolden. Det handler i stedet om sætte ord på de følelser, som håndboldspillet vækker i pigerne og de kvaliteter, de kan se hos sig selv og deres medspillere. De er med i forløbet "Træn Fællesskabet".

"Det her med at få nogle redskaber til sætte fokus på fællesskabet, det er vanvittigt vigtigt for os. Det kan vi bruge både til kamp og træning," siger Emil Jørgensen, der er U12 pigernes træner.

Han sidder i dagens anledning på bænken sammen med andre ungdomstrænere fra klubben og iagttager pigerne blive undervist af en DGI-instruktør.

Følelsen af et nederlag

"Hvordan føles det at tabe en håndboldkamp," spørger DGI-instruktør Michael Kaae de unge piger, der er samlet i en rundkreds på midten af banen.

Pigerne har fået en bunke kort, med en beskrivelse af forskellige følelser. De skal vælge de kort, som de synes, passer på dem selv.

"Jeg bliver vred, ked af det eller skuffet over mig selv," svarer en af pigerne med et kort i hånden.

"Det kommer an på, hvordan man taber. Man kan jo godt have spillet en god kamp og tabe alligevel," tilføjer en af holdkammeraterne.

Spilleglæde og fællesskab

Formålet med kursusforløbet er at styrke spilleglæden og fællesskabet blandt håndboldspillere, og derigennem bane vejen for succesoplevelser både på og udenfor håndboldbanen.

"Jeg tror, de bliver bedre håndboldspillere af de her øvelser. Når de møder modstand til kamp eller træning, så kan de bedre reflektere over, hvilke følelser det sætter i gang," siger Lotte Svendsen, der også er U12 træner i Rødovre Håndboldklub.

“Træn fællesskabet” byder på et introforløb med en DGI-instruktør, hvorefter trænerne selv tager over og fortsætter processen.