Lokaler til store forsamlinger skal have en pladsfordelingsplan
Forsamlingslokaler godkendt til flere end 150 personer skal have en pladsfordelingsplan.
Forsamlingslokaler, festtelte m.v., der er godkendt til flere end 150 personer skal have en godkendt pladsfordelingsplan. Ansvaret for, at der er en godkendt plan er todelt: Den, der er ansvarlig for driften af lokalet og arrangøren, der står for stævne, opvisning, juletræsfest eller loppemarked.
Den driftsansvarlige – det kan for eksempel være halinspektøren – skal sørge for, at der er en gyldig, godkendt pladsfordelingsplan, og arrangøren – her: en forening – har ansvar for at der findes en gyldig, godkendt pladsfordelingsplan til lokalet, inden lokalet benyttes til arrangementet.
Den driftsansvarliges ansvar
En pladsfordelingsplan er en tegning, der viser opstilling af borde, stole og andet inventar, flugtveje, brandslukningsmateriel m.v.
Planen er tænkt som en hjælp til dem, der skal indrette lokale eller telt, opstille borde og stole, tilskuerpladser m.v.
Den driftsansvarlige skal sørge for
- at pladsfordelingsplanen er ophængt et synligt sted.
- at sikkerheden for brug af lokalet er i orden
- at der ikke lukkes flere personer ind i forsamlingslokalerne, end de er godkendt til
Hvis der ikke er en pladsfordelingsplan til lokalet, skal der udarbejdes en ny, som skal godkendes af bygningsmyndigheden i kommunen. Dette ansvar påhviler den driftsansvarlige, men arrangøren kan ikke afholde arrangementet uden at pladsfordelingsplanen foreligger. Arrangøren kan således stilles til ansvar, hvis de har benyttet lokalet uden at kunne henvise til overholdelse af en godkendt pladsfordelingsplan.
Arrangøransvar
Arrangøren, for eksempel den forening, der står bag stævnet, opvisningen eller loppemarkedet, har ansvar for:
- at arrangementet indrettes efter pladsfordelingsplanen
- sammen med den driftsansvarlige, at den godkendte pladsfordelingsplan er ophængt et synligt sted.
- at driftsjournalen udfyldes.
at driftsjournalen er gennemgået, udfyldt og underskrevet af den ansvarlige arrangør/leder. - at personalet er instrueret i brand- og evakueringsinstruksen, samt at personalet har fået genopfrisket denne inden for det seneste år.
Det betyder med andre ord,
- at lokalet først kan benyttes, når der foreligger en gyldig, godkendt pladsfordelingsplan
- at det ikke er foreningernes ansvar, at en sådan plan foreligger, men at det er foreningens ansvar, at de til enhver tid kan henvise til den.