Her er det normalt at være noget særligt

Syv børn gør klar til at indtage de røde, cirkelformede gummimåtter i velkomstcirklen. Det er torsdag eftermiddag og tid til den ugentlige træning på Jump4Fun-holdet i Ikast Gymnastik Forening. Instruktør Mette Göte hiver et hvidt karton frem og præsenterer dagens program.

Første punkt – velkomsten – er de i gang med. Til opvarmning leger børnene pirater og må slås med gummisværd. Stikbold er et næsten fast element i træningen, og det vækker stor jubel, da det går op for holdet, at de også i dag får lov til at kaste skumbolden efter hinanden.

Vandpause er skrevet med lyseblå tusch, mens anden halvdel af træningen byder på en omgang jorden er giftig, massage med malerpensler og så afslutning, som børnene selv byder ind på. Mette Göte hænger programmet fast på spejlene på den ene væg.

"Det har en god, beroligende effekt på børnene, at de ved, hvad vi skal, og i hvilken rækkefølge tingene kommer," forklarer hun.

Mette Göte fortæller børnene, hvad dagens træning byder på. Foto: Lars Holm. 

Få krav, masser af plads

Struktur og gentagelser er en vigtig del af træningen på Jump4Fun-holdet. Flere af børnene har diagnoser inden for autismespektret, hvorfor de to elementer er et vigtigt værktøj til at skabe ro og tryghed. Nogle af børnene er overvægtige, andre har en sygdom med medfølgende motorisk eller kognitivt handicap.

"Fælles for dem er, at det er børn som ikke vil passe ind på et normalt hold i foreningen eller for den sags skyld på et fodbold- eller håndboldhold," siger Mette Göte.

Ikast Gymnastik Forening startede Jump4Fun-holdet i september 2021 med hjælp fra DGI Midtjylland og overvægtsklinikken i Ikast-Brande Kommune, der henviste flere børn til holdet. Andre kom fra en specialskole, hvor Mette Göte tidligere har arbejdet. Hun er hovedinstruktør og primus motor på holdet og er selv uddannet pædagog.

"De her børn har det svært med gængse krav og regler, som normale børn ellers trives fint i. De oplever rigeligt med krav og forventninger i deres dagligdag i skolen, så det forsøger vi at have så lidt af som muligt hos os," forklarer hun.

Deltagerne er alle i alderen 8-12 år, og foreningen har sat et maksimum på 12 pladser på holdet. Det kan løbe rundt, fordi foreningen får økonomisk støtte til holdet. Lige nu er der ti tilmeldte, men antallet er ikke et parameter for succes, er både Mette Göte og hjælpeinstruktør og bestyrelsesmedlem Heidi Soelberg enige om. Tilmelding til holdet bliver ikke slået offentligt op, hverken på hjemmeside eller Facebook. Succes er i stedet smil og glæde, at kunne give børnene nogle gode oplevelser og et pusterum.

"Det er enormt givende at træne det her hold. Børnene giver os knus hver gang, og de forlader altid hallen med et smil og et ’vi ses næste gang’. Det kan man kun blive i godt humør af," siger Mette Göte.

Hjælpeinstruktør Heidi Soelberg er altid klar med en high-five, når børnene har klaret en udfordring. Foto: Lars Holm.

Hørt og anerkendt

Mette Göte er i dag teamleder på daginstitutionsområdet i Ikast-Brande Kommune, men årene i specialområdet har givet hende en faglig ballast, hun kan trække på som instruktør på Jump4Fun-holdet. Og det handler i bund og grund om at skabe en fast struktur og så at kunne give børnene på holdet rigtig meget 1:1-kontakt.

"Vi starter altid i rundkredsen med at tale om, hvad børnene har lavet siden sidst, og hvordan de har det. Og når vi slutter af, så spørger vi altid, hvad de synes, der var sjovt, og om de har input til næste træning. Det noterer vi på sedler, som vi putter i en lille postkasse," forklarer Mette Göte.

Ved at inddrage dem i træningen, så de føler sig hørt og anerkendt, styrker man også selvværdet og tilliden hos børnene, siger hun.

"På din arbejdsplads vil du også gerne have indflydelse på det, du laver, så hvis du kan inddrage dine udøvere, så de føler, de har været med til at forme træningen, så kommer de altid motiveret og klar. Og så ved de, at Heidi og jeg altid er der, hvis de lige har brug for fem minutter, hvor vi bare skal snakke om løst og fast. På den måde er holdet meget et frirum," siger Mette Göte.

Der er altid fart på til Jump4Fun-træningen. Det handler om bevægelsesglæde og fællesskab, og så er øvelserne underordnet. Foto: Lars Holm.

Føler sig normal

Bertram på 8 er en af deltagerne på holdet. Han lider af epilepsiformen West syndrom, der giver kognitive og motoriske problemer, som gør, at han ikke er alderssvarende udviklet, selvom han i dag er anfaldsfri ved hjælp af medicin. Hans forældre er med mor Susanne Christensens egne ord ’opvokset i foreningslivet’, og derfor var det vigtigt for dem, at Bertram og hans storesøster også blev en del af fællesskabet i foreningslivet.

"Men vi har været meget i tvivl, om der var et tilbud, som Bertram ville trives i. Vi har prøvet håndbold, men det var tydeligt, at Bertram ikke passede ind. Han kunne ikke være med motorisk, og det var også svært for ham at håndtere de mange andre børn. Det var ikke en god oplevelse for ham," siger Susanne Christensen.

Bertram går i en almindelig skoleklasse på Hyldgårdsskolen i Ikast, hvor Jump4Fun-holdet også træner. Her er han en del af en beskyttet gruppe i klassen med ekstra lærerressourcer, som han kan trække sig tilbage i, når indtrykkene og larmen fra klassekammeraterne bliver for meget. I foråret 2022 kom han på Jump4Fun-holdet, og det har været en kæmpe succes, fortæller mor Susanne.

Jump4Fun-holdet har givet Bertram et fællesskab, selvværd og selvtillid, han ikke tidligere har haft. Foto: Lars Holm.

"Det gør, at han føler sig normal. Selvom han kun er otte, så ved han godt, at han er anderledes end sine jævnaldrende, men holdet her gør, at han bliver en del af fællesskab på lige fod med de andre. Det er med til, at han føler sig som et almindeligt barn med fritidsinteresser. Han glæder sig altid til torsdag, så han kan komme hen til sine venner i Jump4Fun. Han tanker bare op og fylder på af selvtillid og selvværd. Det er så positivt," siger Susanne Christensen.

Forældre er uvurderlig hjælp

Hun er ligesom flere af forældrene med på sidelinjen under træning, hvis Bertram skulle få brug for en trøstende skulder undervejs. Men det er der med tiden blevet mindre behov for. Alligevel er forældrene en væsentlig forudsætning for, at holdet kan fungere, siger Mette Göte.

"Det er ikke altid, at børnene lige kan overkomme hele træningen, så der er det en uvurderlig hjælp at have forældrene med. Heidi og jeg forsøger også lave øvelser, der inviterer til, at forældrene kan være med undervejs," siger hun.

Sanse-massage på airtracken med en malerpensel. Det er dejligt at komme ned i gear og få ro på nervesystemet igen med hjælp fra mor eller far. Foto: Lars Holm.

Inden træningen afsluttes, står der også massage på programmet, og her lægger børnene sig hjemmevant på airtracken, så forældrene kan pensle deres ryg og maver. Øvelser Mette Göte har taget med fra sin tid i specialområdet. Selvom hun har en stærk faglig ballast, så skal man som træner og instruktør ikke være bange for at give sig i kast med børn, der stikker ud fra normen, mener hun.

"Det kræver i bund og grund, at man kan finde glæden i de her børn. Hvis man kan blive inspireret af deres væsen og lidt finurlige tankegang, så får man så mange positive oplevelser tilbage," siger Mette Göte.