"Jeg er ikke bange for at gøre noget anderledes!"

Hendes hjemkomst til Thy fik jorden under den traditionelle gymnastik til at bævre. Men her seks år efter står den lokale gymnastikforening stærkere end nogensinde.

Stefanie Sandbæk Kristensen løfter med en elegant styrke og sit naturlige nærvær gymnastikken ind i en ny tid - en tid med syrede moves, vilde kostumer og modet og følelserne udenpå tøjet Foto: Lars Horn

Det her er historien om, hvordan et lokalsamfund alene ved at være dét: et lokalsamfund, kan lokke et ungt menneske hjem efter endt uddannelse og storbyeventyr, og hvordan hendes hjemkomst løftede ikke bare gymnastikken - men hele foreningslivet!

-

Skvulp! Som når en bølgetop bliver til et bølgesuk forbinder musikken halgulvet med strømpefødder, hånd med hånd, hage mod bryst. Skvulp. Fødder bytter plads og tvinger kroppen i rotation om sig selv kun støttet af de lakerede halbrædders lette berøring mod nakken. 44 par ben nyder et øjebliks ro, idet de atter mærker fodfæste.

What? Den skal du lige vise igen, Stef

Hvis du synes, det lyder syret, så har du ret. Det er også meningen. Stefanie Sandbæk Kristensen arbejder som danseinstruktør ikke bare med taktslag og fejesving. Hun danser med følelser. Både de universelle og sine egne. Og så krydrer hun det med ny, anderledes og moderne dans fra hele verden.

"Jeg er ikke bange for at lave noget anderledes. I virkeligheden fanger det anderledes mig mere end det traditionelle. Folk må gerne tænke ’hov, hvad skete der lige der’? Det bliver nok lidt skørt og syret, men gymnasterne elsker det, når jeg kommer med mine temaer og dér på gulvet opstår der noget fedt. Jeg elsker at være instruktør og at være kreativ. Det brænder jeg virkelig for."

Med sine bare 28 somre lyder 11 års erfaring som instruktør og tre år som suppleant i bestyrelsen i Thisted Gymnastik og Idrætskultur ganske imponerede. Denne sæson underviser hun i dancefitness, latinmix og spinning, har oprettet et nyt dansehold for særligt udtagede piger, er tovholder for gymnastik- og fitnessafdelingen, står for holdplanlægning af fitness, er kontaktperson for alle instruktører og kører foreningens Facebookside.

Adspurgt, om det ikke tager meget af hendes tid, mumler hun noget om en mor, som også har sagt til hende, at hun skal passe på sig selv. De velmenende råd er dog blevet færre i takt med, at familien efterhånden har indset, at hun ikke kan holde sig væk. 

"Det giver mig så meget glæde at være instruktør. Den energi og glæde, som gymnasterne kommer med, smitter mig. Jeg elsker at se, hvordan de udvikler sig, og når de får den der jubii yay-oplevelse, efter de har knoklet med noget i lang tid, så føler jeg, at jeg har givet dem noget."