Billund sprang ind i et nyt skoleår

Lokale gymnastikforeninger gav eleverne en på opleveren, da de skød skoleåret i gang på alle skoler i Billund Kommune med tons og rytme. Både skoler, kommune og foreninger jubler.

Kalenderen sagde godt nok august. Men som vi kender det fra Nytårsaften sprang alle skoler helt bogstaveligt ind i et nyt skoleår i Billund. I løbet af 14 dage besøgte de lokale gymnastikforeninger nemlig alle kommunens 3.-6. klasser.

Genstart gymnastikken i Billund Kommune

  • Alle 13 skoler og gymnastikforeninger i kommunen deltog med undtagelse af Den Internationale Skole.
  • Der blev gennemført 102 workshops på 14 dage.
  • Gymnastikforeningerne stillede instruktører til rådighed.
  • Primært fokus på 3.-6. klasse.
  • 45 min-1 time pr workshop. Projektet tilpassede sig de moduler, som passede ind i skolens eksisterende skema.
  • Projektet blev finansieret via puljer fra Billund Kommune og DGI Sydvest.
  • Projektet evalueres i uge 43 for at se, om foreningerne mærker en effekt.
  • I alt 1.290 børn deltog fra de forskellige skoler.
  • PE Redskaber stillede en trailer fuld af redskaber til rådighed.

Missionen var klar: Gymnastikforeningerne ville vise børnene, at gymnastik er noget, du kan gå til hele livet. En af de frivillige, som turnerede rundt med workshops i uge 33 og 34, er Betina Østergaard Mikkelsen fra GIF Grindsted. Hun fortæller, hvordan de gennem leg og plads til at brænde krudt af skabte rammerne for sjov gymnastik:    

”Der er ingenting, der er perfekt eller rigtigt, når vi laver gymnastik. Så vi har besluttet, at hos os skal børn have lov til at udvikle sig uden at blive rettet. Vi må ikke ødelægge den umiddelbare glæde. Det blev rammen for Genstart Gymnastikken i Billund Kommune og derfor fik eleverne lov til rigtig at tonse igennem,” siger Betina Østergård Mikkelsen, som også har været med i planlægningsudvalget.

Udover børnenes glade udbrud over at prøve kræfter med spring, rytme og masser af fri leg på redskaber, står fordelene ved projektet i kø.  

Stor indsats med stor effekt

Frivillige fra foreningerne og tre DGI-instruktører gennemførte i alt 102 workshops på 14 dage. Det er lykkedes i kraft af en imponerende bred opbakning til projektet, siger Rasmus Kaufmann, som er områdechef for kultur og fritid i Billund Kommune:

Jeg er glad og imponeret over, at nogen har turde tænke stort fra start, fordi den store indsats har større gennemslagskraft

Rasmus Kaufmann, områdechef for kultur og fritid i Billund Kommune.

”Det har også gjort, at alle skoler er hoppet med på tilbuddet. Det er både flot af foreningerne og alle skoler, som har deltaget og bakket op. Jeg håber, at andre vil blive inspireret. Det er flot at se et samarbejde på tværs på af bygrænser mellem foreningerne,” siger Rasmus Kaufmann.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor nemt det er at komme ind og samarbejde med skolerne. I Billund var det afgørende at få en dialog med skolerne ad én omgang via skoleforvaltningen. I det sydjyske var alle heldigvis klar på at deltage.

Rasmus Kaufmann er ikke i tvivl om, at det er fordi gevinsten er stor for både skoler og foreninger:

”Vi i kommunen har haft den nemmeste opgave. Vi har ikke skullet koordinere eller afvikle. Så for at et projekt af den her størrelse kan lykkes, er det vigtigt, at der er en række foreninger og ildsjæle, som har mod på at løfte opgaven. Og så har DGI hjulpet med at stille konsulenter og instruktører til rådighed,” siger han.

Mere gymnastik – også i skolen

Mange gymnastikforeninger ser et frafald på børneholdene, når de børnene nærmer sig 10-års alderen. Derfor er det netop de årgange, projektet i Billund henvendte sig til:

”Vi håber selvfølgelig, vi får flere gymnaster. Men vi håber allermest, at vi kan åbne nogle af børnenes øjne for, at der findes mange forskellige og anderledes hold. Og vi hører, at der efter projektet umiddelbart er kommet flere rytmepiger på holdene,” siger Betina Østergård Mikkelsen.

Samarbejdet har også åbnet op for en dialog med idrætslærerne. De ser, ifølge Betina Østergård Mikkelsen, elevernes begejstring for gymnastik og var også selv klar på at lære nyt:

”Det her gav os en anledning til at lære hinanden at kende, så hvis skolen ringer og spørger, om vi kan komme og lave et forløb, så er vejen blevet kortere.”