Som Geppetto styrer sin Pinocchio, danser bolden rundt om de sorte sneakers. Svævende i luften og let legende over asfalten. Kun adskilt af få centimeters luft, inden de igen griber hinanden. Bolden og foden, der danser.

"Min største drøm er at vinde VM i panna. Det bliver rigtig svært, men tanken om, at der måske er en pige her på Nørrebro, der ser mig med tørklæde vinde VM. At hun måske tænker: Hvis Anusha kan, så kan jeg også! Det vil betyde rigtig meget for mig."

Anusha Samia Siddiq er 17 år og bor i Greve. Hver dag tager hun S-toget ind på Nørrebro, hvor hun læser HF. Og så bliver hun hængende ved Bispeengbuen, eller under Buen, som hun kalder det. For hun vil gerne spille bold hver dag, være sammen med de andre spillere. Mest af alt vil hun hjælpe det stigende antal piger, som finder vej ind under den sekssporede motortrafikvej, hvor foreningen Copenhagen Panna House holder til. For de har ikke altid været der. Pigerne. Faktisk var der ikke en eneste, da Anusha Samia Siddiq mødte op første gang en sommerdag i 2020.

"Nogle drenge gik live på Instagram, hvor de inviterede alle til at komme og spille panna. Men de fik også lige sagt, at piger jo ikke kan finde ud af det. Jeg hader, når drenge siger, at piger ikke kan spille fodbold. Så jeg tog derned. Den dag var jeg den eneste pige mod 50 drenge," siger hun. 

Den første pige

Den sommerdag endte hun med at spille panna i seks timer, og til slut blev hun opfordret til at komme igen. Resten af sommeren tilbragte hun under Buen. Her sugede hun kulturen til sig og øvede tricks, som en dag blev filmet og efterfølgende lagt på Instagram. En pludselig indskydelse, der skulle vise sig at skabe en mindre revolution på asfalten. Dét klip gav nemlig andre piger mod på at møde op.

"I dag er vi næsten lige så mange piger, der er interesserede i panna, som drenge. Det er jo virkelig stort, at den udvikling er sket på to år."

Panna er en forholdsvis ny sport, som oprindeligt stammer fra belastede boligområder i Holland. Man spiller en mod en, og spillet bliver enten afgjort med mål eller en såkaldt panna, som betyder tunnel på hollandsk. Anusha Samia Siddiq meldte sig ind i Danmarks første pannaforening, Copenhagen Panna House.  

I dag foretrækker hun at spille bold hver dag, og hun er også blevet en del af Panna House Ladies. Med en travl hverdag med skole, venner og turen frem og tilbage til Greve kan det være svært, men hun kan ikke lade være. Hendes mor, far og søstre er stolte af det, hun har opnået på under to år. Men hun har lovet sin far, at panna og foreningsarbejdet ikke kommer i vejen for de gode karakterer i skolen, og det er en fair aftale, synes hun: 

"Jeg spiller panna, fordi jeg har indset, hvor stor en impact jeg har på den kvindelige kultur i panna. Jeg har været med til at skabe den udvikling, der gør, at vi er så mange piger hernede i dag. Det er det, der driver mig og giver mig lyst til at komme herned hver dag. Jeg vil vise, at selvom det er så mandsdomineret en sport, så kan piger sagtens skille sig ud og blive blandt de bedste i verden. Det er en stor glæde for mig at se alle de piger, der spiller."

Som at komme hjem

Det er ikke tilfældigt, at den teknisk kyndige spiller hurtigt gjorde sig bemærket på asfalten. Fodbold har været en del af hendes liv, siden hun som 8-årig kom på græs i den lokale fodboldklub. Her stod det hurtigt klart for træneren, at den spinkle pige med de hurtige ben kunne noget særligt. Derfra gik det slag i slag, og hun skiftede klub et par gange. I 2019 blev hun tilbudt et scholarship på en skole i England. Desværre forhindrede en knæskade hende i at komme afsted.

Det var omkring det tidspunkt, efter otte måneders skadespause, at opfordringen fra drengene på Instagram, fik hende i gang under Buen. Og her følte hun sig fra dag ét hjemme:

"I min tid som elitefodboldspiller så jeg ikke en eneste pige spille med tørklæde. Tværtimod kommenterede tilskuere negativt på det. Jeg oplevede, at fodboldklubben var et mere lukket sted. Oplevelserne står i stor kontrast til pannaverdenen, hvor ingen nogensinde har kritiseret mig for mit tørklæde. Det gør, at jeg føler mig velkommen. Tørklædet er en stor del af mig, og det betyder meget for mig at vise, at jeg og andre piger kan gøre nøjagtig det samme med og uden tørklæde."

Anusha Samia Siddiq har selv valgt at bære tørklæde og gør det som den eneste i sin familie. Hun står ved sig selv og ved præcis, hvad hun vil. En af fordelene ved at skifte græsset ud med asfalten er også, at panna nok i virkeligheden passer bedre til den selvstændige spiller: 

"Jeg var i virkeligheden ikke særlig god til at spille de andre. Jeg gik bare selv. På den måde passer panna meget bedre til mig. Det er en enmandssport, hvor resultatet kun afhænger af min egen præstation."  

Piger, der styrer

Hun er typen, der kan selv, gør det selv og drømmer om at stå øverst på podiet. Derfor kan det måske synes mærkeligt, at hun lægger så mange kræfter i at skabe et fedt miljø med fællesskab og turneringer. Ikke kun for piger, men måske især for piger. De to ting er tæt forbundne, fortæller hun:

"Panna er ikke en holdsport. Men når man kommer herned og træner, giver det en anden form for energi og motivation, fordi vi er sammen. Vi bliver inspirerede af hinanden, den gode stemning, alle er på, der er gode vibes. Der har aldrig været en dag hernede, hvor jeg ikke har det godt. Når man er selv, kan man kæmpe med motivationen, men hernede kan jeg sagtens hænge og spille i seks timer. Man føler sig aldrig alene."

Faktisk er hele ånden omkring Copenhagen Panna House som forening, ikke just det, som kendetegner den oprindelige hollandske panna-verden. Her spillede man med spidse albuer og holdt sine tricks for sig selv. Men folkene bag den danske forening drømte om at skabe et interessefællesskab. I starten var det bare svært at tiltrække andre end drengene. Men så kom Anusha, og sammen med en målrettet indsats for netop at tiltrække piger kom flere til.  

"I dag har vi en pigestyregruppe, kaldet Panna House Ladies. Og hver tirsdag er der pigebold, hvor lokale og folk fra området kommer og spiller. Det gør alt sammen en forskel," siger Anusha Samia Siddiq.

Panna House Ladies arrangerede det første internationale kvindelige panna-stævne nogensinde. Gåpåmodet og ambitionerne er tårnhøje for hele pigestyregruppen, som selv søgte puljer og lokale sponsorater og overtalte verdensstjernen Lisa Zimouche til at deltage og dele ud af sine erfaringer til pigerne. Trods sin unge alder står initiativerne i kø hos Anusha Samia Siddiq:

"Det er vigtigt, at sporten bliver anerkendt. Det vil få flere med og skabe mulighed for, at man kan mødes i panna-fællesskaber i hele Danmark. En VM-turnering skaber en opmærksomhed om sporten, som den har brug for."

I panna er teknikken i fokus. Dermed er det ikke afgørende, om du er stor eller lille, mand eller kvinde. Målet i Copenhagen Panna House er, at alle kan spille mod alle. Dermed er pigefællesskabet ikke en gren for sig, men en del af det store foreningsfællesskab og en indgang til sporten, ikke mindst fordi piger har brug for nogen at kunne spejle sig i.

Panna på fuldtid

Alt, hvad hun siger, bliver sagt med en stålsat mine og et smil, der får dig til at tvivle på, at hun kan gå til stålet på banen. Men det kan hun. Hun ved, hvad hun vil, og hun ved, hvad hun kan. Og hun både kan og vil stile efter en VM-titel. Men først skal hun lige færdiggøre sin HF. 

"Panna har åbnet en masse døre for mig. De seneste par år har jeg spillet ved siden af skolen, så jeg glæder mig til at færdiggøre HF og se, hvad jeg kan opnå, når jeg kan spille panna på fuld tid."

Men først skal der styr på knæet. I efteråret 2021 var den gal igen, og vinteren er gået med at give det ro til at komme sig. Nu kan hun igen spille:

"Det er en hverdagsting at spille panna for mig. Jeg var ikke nået hertil, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg var en del af Panna House. Jeg har fået en ny familie hernede under Buen, det er jo mit andet hjem," siger Anusha Samia Siddiq.