Donation gavner børn med ADHD gennem Esport

Børn med ADHD kan få gavn af at dyrke ESport i en forening. DGI Vestjylland har modtaget 35.000 kr. af Nordea-fonden til initiativet.

Filialdirektør Simon Fejrskov Pedersen (th) var forbi Esportcentret, hvor han havde checken med de 35.000 kr med. Her ses han sammen med Esportinstruktør Morten Holm (tv) og tre af Esports-centrets gamere, der var til træning den pågældende aften.

Der skal udvikles en stærk samarbejdsmodel mellem ADHD-foreningen, DGI Vestjylland, skoler, foreninger og forældre, der hjælper børn med ADHD til at komme i gang med Esport. Med donationen fra Nordea-fonden får DGI Vestjylland mulighed for at uddanne Esport-instruktører til børn med særlige behov.

Nordeas Filialdirektør Simon Fejrskov Pedersen uddeler donationen på vegne af Nordea-fonden:

”Vi er stolte over at kunne støtte dette initiativ, hvor vi kan hjælpe nogle børn med ADHD til at blive aktiveret og til at blive en del af et fællesskab, og vi glæder os til at følge med i udviklingen,” siger Filialdirektør Simon Fejrskov Pedersen.

Projektkonsulent Andreea Oprea ved DGI Vestjylland sætter stor pris på donationen.

”På DGI Vestjyllands vegne er vi meget glade for Nordea-fondens donation, og det kommer til at få stor betydning for de børn med ADHD, der dyrker Esport, at de får nogle instruktører som ved, hvordan de skal agere og instruere børn med særlige behov i computerspil, ” siger Andreea Oprea.

Koncentration, fokus og fællesskab er nøgleordene

Skjern Esportcenters instruktører Morten Holm og Thomas Juhl oplever dagligt, hvordan Esport har en positiv effekt på børn med ADHD.

Flere af vores spillere har diagnosen ADHD og bliver i skolen opfattet som urolige og højlydte, men når de er hos os, er de meget koncentrerede, holder fokus og stiller krav til hinanden

Esportinstruktør Morten Holm

Når børnene mødes fysisk til træning i lokalerne i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter oplever de også et fællesskab, og nogle finder også nye venskaber, fremfor hvis de sad hjemme på værelset og spillede.

”Vi oplever, at nogle af vores spillere ikke havde nogle venner, før de kom her. Gennem Esport finder de et fællesskab, og det er med til at udvikle dem på flere parametre,” siger Thomas Juhl.

Instruktør med ADD giver erfaring videre

En af instruktørerne i Esportcentret Jakob Søndergaard har ADD, som er en form for ADHD. Han har spillet LOL på højt niveau indtil for ganske få år siden, og for ham var det at have headset på og sidde ved en skærm med en mus i hånden medvirkende til, at han ikke blev forstyrret af noget, så han kunne koncentrere sig om spillet.

”Når man spiller, har man alle sanser i gang, og det er derfor ikke noget problem at sidde stille, som mange med ADHD ellers er udfordret på. Som instruktør oplever jeg heller ikke, at vores spillere er højtråbende eller sidder uroligt. Til gengæld er alle fuldstændig klar, når træningen starter, og hører efter,” fortæller Jakob Søndergaard.

Jakob Søndergaard finder stor glæde ved at være instruktør og deler gerne ud af sin viden og erfaring til de unge gamere i centret.

 ”Da jeg selv spillede, var der ikke mulighed for at spørge nogen om, hvordan man kan gøre det anderledes, det var et selvstudie, og jeg har set mange videoer på Youtube for at lære mere om League of Legends. Så jeg synes, det er fedt at få mulighed for at hjælpe nogle unge gamere videre i deres spil og deres karrierer indenfor Esport,” siger Jakob Søndergaard.