MTB med plads til både børn og forældre
Er dit barn ikke til klassiske foreningsidrætter som håndbold, fodbold og badminton? Prøv børne- og familie-MTB. Kvalitetstid for hele familien.
Skovbund under dækkene, mudderstænk langt op af benene og et fast tag i styret for at holde cyklen på sporet. Det er nogle af ingredienserne i MTB.
En idræt som flere og flere i disse år begynder at dyrke, og konceptet udvides i takt med den stigende popularitet.
I foreninger og områder, hvor MTB måske aldrig før har været på tale, dukker tilbud om børne og familie MTB op. På den måde skiller MTB sig ud fra de mere traditionelle idrætter, fordi børn og voksne her kan dyrke deres interesse sammen.
”Jeg tror børne-MTB hitter, fordi det er anderledes og folk kan være kørt lidt døde i de mere almindelige idrætter. For os er det også vigtigt, at der ikke bliver fodboldtilstande, hvor forældrene blot står og venter på sidelinjen, men at det er kvalitetstid med børnene,” forklarer Troels Ennemark Høiriis, Solbjerg Børne MTB.
Find klub tæt på dig
Over hele Danmark er der MTB-klubber, og mange af dem byder børn velkommen.
Han bakkes op af Simon Christensen fra Gl. Rye Børne MTB:
"Det er som om, at der har manglet et tilbud til dem, som ikke er til de klassiske idrætter. Og så oplever vi også, at der er flere voksne, der begynder at cykle, og det hiver tit børnene med. Det er jo en sport, hvor det er nemt at styrte og miste motivationen, men har man et gennemført koncept, så er det bare en del af gamet."
25 hjulspor i Solbjerg
For Troels Ennemark Høiriis og hans tre medinstruktører, som sammen startede Solbjerg Børne MTB i maj måned i år, har interessen været over alt forventning.
Vi oplever, at især flere og flere mindre børn begynder at køre MTB. Vi er positivt overrasket over, hvor mange børn, der er kommet til os i år.
Simon Christensen, Gl. Rye MTB
25 børn drøner hver uge rundt på cyklerne i skoven omkring Solbjerg, og skulle nogle af dem miste interessen, står flere på spring for at komme med fra ventelisten.
"Til at starte med havde vi et max på 15 børn, det hævede vi til 20, og nu er vi så landet på 25 børn, som cykler rundt med kæmpestore smil til hver træning. Det er helt vildt fedt. Især fordi vi forinden gik og sagde 'Bare der kommer 10 børn inklusiv vores egne, så er vi glade'," siger Troels Ennemark Høiriis begejstret.
Forældrene får også lov at være med til træningerne og er ellers en stor hjælp når de børn, der har lyst, deltager i cykelløbene Kids Liga. Løb, hvor børnene kører rundt i deres nye sponsorerede cykeltrøjer.
"Det har bestemt givet motivationen et godt ryk opad. Nu ligner de små professionelle ryttere. Til det næste og sidste Kids Liga løb rykker vi også træningen ud til løbet, så alle kan være med til at opleve stemningen ved sådan et løb. Dem der ikke skal cykle, kan så heppe på de andre," fortæller Troels Ennemark Høiriis.
Gl. Rye har skoven fuld
I Gl. Rye Børne MTB er de også overraskede over strømmen af børn, der gerne vil cykle i klubben. Klubben har eksisteret siden 2009 og har fostret flere landsholds- og eliteryttere, men alligevel holder de fast i bredden og sørger for at have tilbud til alle.
"Vi oplever, at især flere og flere mindre børn begynder at køre MTB. Vi er positivt overrasket over, hvor mange børn, der er kommet til os i år, men det betyder også lidt strukturelle udfordringer for os lige her i starten," siger Simon Christensen fra Gl. Rye MTB.
I klubben bliver der lagt stor vægt på, at fastholde børnene gennem sjov og leg i træningen. Derfor bliver træningerne pakket ind i små fortællinger, som børnene kan leve sig ind i og så få samme træning i en anderledes ramme.
Jo mere ungerne vil lege på cyklen, jo bedre bliver de også.
Simon Christensen, Gl Rye MTB
En af gangene arrangerede instruktørerne i Gl. Rye Børne MTB en ridderturnering, hvor cyklen fungerede som hest, og børnene skulle igennem baner og forhindringer for at opnå den prestigefyldte riddertitel.
"Børn spørger tit 'hvorfor skal vi det og det?' og derfor prøver vi at give træningerne mening gennem vores historier. Jo mere ungerne vil lege på cyklen, jo bedre bliver de også," fortæller Simon Christensen.
Vil du starte børne MTB?
Synes du, at der mangler et idrætstilbud, hvor du og dit barn sammen kan træne i fri natur, så er det da dig, der skal starte MTB i dit lokalområde.
Troels Ennemark Høiriis og Simon Christensen startede begge børne MTB på baggrund af familiens interesse i sporten.
På den måde er sporten blevet et frirum til at være sammen. Børn og voksne. Det er bare med at komme i gang!
"Alfa omega er at børnene har det sjovt, så de ikke begynder at kede sig. I kan med fordel være lidt flere om opstarten, så går det nemmere med de gode idéer og der kan hurtigt blive skabt en god struktur," siger Troels Ennemark Høiriis til slut.