TBE-virus: Ingen panik – men god idé at dække dig til

Færdes du jævnligt på din mountainbike uden for stierne i Tisvilde Hegn, skal du overveje en vaccination mod TBE. Sådan lyder rådet fra Statens Serum Institut, der har konstateret sygdommen hos flåter i området.

TBE-virus er de seneste måneder konstateret i flåter i Tisvilde Hegn. Hidtil har Bornholm ellers været eneste kendte risikoområde i Danmark. Færdes du kun på stierne i området, vurderer Statens Serum Institut dog risikoen for smitte til at være meget lav. Du kan yderligere minimere risikoen ved dække huden godt til. Foto: Colourbox.com

OPDATERING: 17/6-2020 melder SST, at der igen er konstateret TBE-virus ved Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Artiklen er oprindeligt bragt i 2019.

Læs også: Sådan undgår du flåter på din motionstur

De fleste mountainbikere har prøvet at fjerne flåter efter en tur i skoven. Hidtil har det mest været symptomer på borrelia, man efterfølgende har været opmærksom på. Men er du og din MTB hyppige gæster uden for stierne i Tisvilde Hegn i Nordsjælland, skal du nu også være opmærksom på den flåtbårne sygdom TBE (Tick-Borne Encephalitis, centraleuropæisk hjernebetændelsessygdom).

I sommer blev tre personer smittet med sygdommen, og de formodes alle at være smittet i området. Bornholm har i mere end 50 år ellers været det eneste kendte risikoområde for TBE i Danmark med to til fire smittede årligt, men i 2018 blev to personer smittet med sygdommen, én i Fåborg og én et ukendt sted i Midt- eller Sønderjylland. Hertil kommer så de tre tilfælde fra i sommer og endnu ét efter efterårsferien fra Tisvilde Hegn i år.

"Det er en ny situation, at TBE virus forekommer uden for Bornholm, så vi ved ikke præcist, hvor TBE virus er. Vi ved, at der er et lille område på størrelse med en håndboldbane omkring skovlegepladsen i det nordøstlige hjørne af Tisvilde Hegn. Men vi ved også, at der må være andre TBE-virus pletter i Tisvilde-området og måske andre steder i Danmark. Vi har bare ikke fundet dem. Måske er vi heldige, at de pletter ikke er steder, hvor folk kommer," siger Anders Fomsgaard, overlæge og professor i virusforskning ved Statens Serum Institut (SSI).

Frygte – nej. Respektere – ja

Statens Serum Institut undersøgte flåter indsamlet i Tisvilde Hegn efter sommerens tre sygdomstilfælde, og undersøgelsen påviste som sagt, at TBE-virus florerer blandt flåterne i området. Men er der så grund til at frygte den nye TBE-smitte, tænker du måske.

Læs også: Sådan holder du din MTB godt kørende i vinteren

"Frygte nej, respektere ja. Borrelia-bakterien er mere udbredt overalt i de danske skove. Oftest er det blot et udslet, der behandles med penicillin. Ubehandlet kan det i sjældne tilfælde give meningitis (hjernehindebetændelse), der kan behandles med antibiotika. TBE-virus er derimod meget mindre udbredt, men det inficerer hele hjernen (hjernebetændelse), og der er ingen behandling, kun en forebyggende vaccine," forklarer Anders Fomsgaard.

Færdes du kun på stierne i området, er der ingen grund til at tage store forholdsregler, for så vurderer SSI risikoen for smitte til at være meget lav. Hvis du omvendt cykler uden for stierne i området, er vaccinationer en god idé. Den består af flere doser med behov for revaccination. Det skal du selv betale for hos din egen læge eller en klinik.

Tjek altid for flåter

Selvom risikoen for smitte generelt er lav, når man mest færdes på stierne, så opfordrer Statens Serum Institut alligevel til, at man altid undersøger sig selv efter en skovtur og straks fjerner eventuelle flåter med en pincet. Eventuelt bare med neglene. Har du en samlever, kan det være en god idé at få vedkommende til at hjælpe med at se efter. Flåter kan være ned til en millimeter, så de kan være svære at spotte.

Du kan minimere risikoen for flåtbid ved at bruge langærmede trøjer og lange bukser, og det vil langt de fleste mountainbikere alligevel iføre sig om vinteren.

Læs også: Når hjernerystelse kommer snigende: Her er faresignalerne

"Risikoen for flåtbid og TBE-smitte findes året rundt, også om vinteren, men risikoen er mest bestemt af, hvornår og hvor længe du opholder dig i risikoområderne. Derfor er risikoen umiddelbart størst i godt, tørt vejr i sommer- og sensommermånederne, hvor man færdes hyppigere og i længere tid i krat i nærheden af skovbunden," siger Anders Fomsgaard.