Solveig tanker op i skoven

Oplevelsen er nærmest meditativ, når Solveig Høgh Larsen kløver skovbunden på sin mountainbike i et kvindefællesskab, hun aldrig havde forestillet sig selv i.

"Jeg er styrtet og ligger i skovbunden med min cykel, mens jeg ser ryggen af min mand forsvinde længere nede ad stien. Han kiggede sig ikke tilbage, for så ville han jo miste fart. Der gik det op for mig, at det her ikke var en sport, vi skulle dyrke sammen."

Vidste du, at

  • Fra 2015-2020 er antallet af cykelmedlemmer i DGI's medlemsforeninger steget med 33 %
  • Men antallet af kvinder er kun steget med 19 %. 

Sådan fortæller Solveig Høgh Larsen om en af sine første ture på mountainbike. Mens hun storgriner. For der var ikke sket noget alvorligt, men hele situationen udstiller meget klart de forskelle, hun oplever med mænd og kvinder på MTB: Mænd søger fart og spænding, mens kvinder vægter den gode oplevelse i naturen og fællesskabet, hvor man udfordrer sig selv og hinanden til at turde lidt mere:

"Jeg havde aldrig troet, at jeg i en alder af 36 skulle få så mange nye veninder. Men det har jeg fået gennem MTB. Og jeg kan decideret mærke, at jeg nogle gange trænger til at komme ud og køre, hvis der er gået for lang tid siden sidst," siger Solveig Høgh Larsen.

Du vil falde

Det hele startede med en 40-års fødselsdagsgave til manden, som var begyndt at cykle MTB. Så han fik en MTB-tur for hele familien i Harzen, selvom Solveig Høgh Larsen egentlig syntes, det lød og så lidt farligt ud. Inden turen meldte de sig på en begyndertur i den lokale klub. 

"Jeg sagde hele tiden: Hvad hvis jeg falder, hvad hvis jeg falder? Og så var der en, der sagde: Lad være med at sige, hvad hvis – for du kommer til at falde. Og det hjalp mærkeligt nok at høre det."

Efter turen til Harzen, som gav blod på tanden til mere, begyndte parret i den lokale mountainbikeforening. Det var på en af de første ture her, at scenen fra skovbunden udspillede sig. Herefter gik Solveig Høgh Larsen hjem og tilmeldte sig et teknikkursus for kvinder. Her var der en kvindelig instruktør, turen blev brudt op i øvelser, der var tid til en snack og snak, og Solveig Høgh Larsen gik hjem med et nummer i lommen på en af de andre deltagere.

"Hende begyndte jeg at køre sammen med. Og hun kendte nogle andre kvinder, som også cyklede og hun hørte om en kvindeweekend på Slettestrand. Jeg begyndte at følge nogle MTB-kvinder på instagram, som jeg også mødes og cykler med. Og nu kører jeg stort set kun med kvinder," siger Solveig Høgh Larsen.

Få flere kvinder på MTB med gode råd fra Solveig

  • Kom godt fra start med et begynderkursus eller et kursus for kvinder.
  • Til din første tur har du kun brug for tre ting: En hjelm, en cykel (som kan lejes), og nogle gode sko. Start med flade sko og ikke klikpedaler.
  • Lej en cykel og prøv det et par gange, før du investerer.
  • Start med grusvej eller nemme spor (grønne og blå).
  • Unisex-tøj kan fungere for nogen. Men afhængig af kropsform, kan det være en fordel med kønsspecifikt tøj. En god investering er pudebukser til kvinder.
  • Meld dig ind i facebookgruppen: MTB Forum – kun for Kvinder. Her kan du finde cykelmakkere og få tips.
  • MTB er alt lige fra fart og hop til naturoplevelser og blåspor. Find ud af, hvad du synes, er sjovt.
  • Husk god trailkarma: Kør ansvarligt og tag hensyn til andre brugere af skoven.

Ned i kroppen

Solveig Høgh Larsen er uddannet yogainstruktør. Hun har oplevet en overraskende lighed mellem meditation og turene i skoven:

"For mig er det en naturoplevelse og opmærksomhedstræning. Faktisk får jeg en oplevelse af meditation i bevægelse. Jeg kommer ud af hovedet og ned i kroppen. Jeg glemmer alt og er tvunget til at være tilstede i min krop, for ellers vælter jeg."

Hun er typen, der stopper op, hvis hun ser en skovmus. Netop refleksionen over, hvor stor forskel der er på mænd og kvinder på MTB fik hende til at samle interviews til en bog om kvinder i sadlen. Her har hun fundet ud af, at mænd oftere kaster sig ud i det ukendte, mens kvinder gerne vil øve sig og føle sig sikre, inden de sætter fart på.

"Vi kvinder stopper op og snakker, vi har næsten altid en snack med og vi øver gerne en konkret ting, indtil vi er trygge ved det. Jeg kører også med kvinder, der vil have fart og interval og som træner op til løb. Men de fleste af os har fokus på, at det skal være et frirum, hvor man også gør noget, man ikke troede, man turde."

Hendes egen mand har eksempelvis ikke taget et eneste kursus. Men for Solveig Høgh Larsen er netop kurser grundstenen til at turde kaste sig ud på dybt vand og bryde nogle grænser. Her lærer hun tricks og sin cykel bedre at kende og selvom hun efterhånden har kørt et stykke tid, tager hun stadig på kursus:   

"Jeg er sådan rimelig nervøst anlagt og rigtig god til at tænke katastrofetanker. Men når man står foran en rod og den bliver brudt ned i bidder og man så gør det. Altså den der mega bad ass-følelse, den er bare fed. Man føler sig sej og det giver styrke, også udenfor skoven."