Antallet af alvorlige ulykker på mountainbike stiger voldsomt

MTB-ryttere reducerer risikoen for invaliderende brud på nakke og ryg med ordentligt udstyr og især ved at køre efter evne.

Mænd mellem 35 og 50 år er en særligt udsat gruppe for at komme rigtig galt af sted på mountainbike. Foto: Palle Peter Skov

I takt med at stadig flere kører på mountainbike, stiger antallet af ulykker. Nogle får så alvorlige brud på nakke og ryg, at de bliver lammet.

Ulykkernes himmelflugt

I 2008 behandlede skadestuerne i Odense og Svendborg 34 MTB-ryttere.

I 2014 steg tallet til 121, og i 1. halvår af 2015 til 74.

Overlæge Jens Lauritsen fra Odense Universitetshospital bekræfter, at stigningen er fortsat siden da.

De to skadestuer dækker fem procent af befolkningen.

Især mænd mellem 35 og 50 år er udsatte.

"Vi har ikke belæg for at sige, at mænd på den alder er dårligere til at køre mountainbike end andre. Ulykkerne afspejler snarere idrættens aldersprofil, og at nogle ikke har lært at bruge sporene på en måde, så de undgår skader," siger overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital, som registrerer skader på skadestuerne i Odense og Svendborg.

Udfordringer skal matche din køreteknik

Risikoen for skader må ikke få folk til at droppe mountainbiken, mener overlægen. For det er sundt at bevæge sig.

Så det handler om at reducere risikoen.

"Ulykkerne sker i en kombination af udøverens færdigheder og sportens rammer. Kørerens teknik skal matche udfordringerne, så det er godt at tage et køreteknisk kursus. Rytteren skal også kunne vurdere sine egne færdigheder og sige fra, hvis gruppen er på vej ud på et spor, man ikke kan mestre," siger han.

Dit mountainbike-udstyr skal være i orden

På samme måde skal cyklen være i orden, så for eksempel kæden ikke ryger af og sætter sig fast mellem tandhjul og stel, når man hurtigt skifter gear for at køre op ad en bakke.

Skilte skal øge sikkerheden

Et nyt skiltesystem er på vej ud i landets skove, så MTB-ryttere kan se, hvad det kræver at køre på et spor.

Det bygger på samme princip som i skisport, hvor simple piktogrammer viser en pistes sværhedsgrad.

Bag ordningen står Naturstyrelsen, Danmarks Cykle Union og DGI.

Og så skal man have udstyr på, som kan mindske eller forhindre skaderne, hvis det går galt.

"Man skal altid bruge hjelm, og det er en god ide med rygskjold og beskyttere til knæ og albuer, hvis man kører på spor ud over almindelige skovstier. Men et rygskjold kan ikke forhindre alvorlige rygskader, så det må ikke få dig til at tro, at du så kan kaste dig ud i noget, du ikke behersker," siger Jens Lauritsen.

I den kommende tid bringer vi her på dgi.dk en række nye videoer, der hjælper dig til at mindske risikoen for alvorlige skader på mountainbiken.