6 tips til at gøre din MTB vinterklar
Vand og mudder på sporene er hård kost for din cykel og dens komponenter. Men det er relativt nemt at holde din MTB flyvende i vinterhalvåret – se hvordan i denne artikel.
Vedligehold af din cykel er vigtig året rundt – men særligt i vinterhalvåret, hvor vand, sne, slud og frost slider mere på mekanikken end sommerens sol.
Hvis du sørger for at tjekke kabler og dæmpere, smører lejer og kæde jævnligt og køber et par vinteregnede skærme og dæk, så er du godt forberedt på at køre videre i vinterhalvåret.
Læs med her og bliv klogere på, hvordan du gør:
Lejer og kuglelejer skal smøres
I vintersæsonen er det alfa-omega, at lejerne på cyklen er smurt tilpas med fedt, da det beskytter dem mod skidt og vand. Har du en full-suspension MTB med mange lejer, er det endnu vigtigere.
Før du går i gang med at pille ved cyklen, skal den rengøres. Vask den grundigt, og tjek gerne rammen eller komponenter for skader, der måske er blevet synlige nu.
Begynd med at afmontere forhjul, frempind og til sidst forgaflen. På de fleste mountainbikes kan du tage det øverste og nederste headsetleje ud og kontrollere dem. Rengør headsetskålen grundigt sammen med forgaflens stilk.
Tjek lejernes tilstand; drej dem for at mærke og høre, om de glider ubesværet rundt. Hvis der er en mislyd (knasen eller kratten), skal de smøres eller udskiftes. Hvis du har mod på det, kan du forsigtigt løfte pakningen af med en syl eller knivspids og fylde lejet med nyt fedt.
Når du er færdig med lejerne, smører du rammen og forgaflens stilk op med fedt igen og sætter lejerne tilbage på plads. Du skal ikke bare tvære delene ind i fedt, for det kan omvendt tiltrække skidt. Fedtets vigtigste formål er at beskytte lejerne mod vandindtrængning og forlænge deres liv.
Cyklens krankboks og pedalaksel er også udsat, og derfor er det vigtigt at vedligeholde dem. Komponenter fra Shimano og SRAM skilles ad på forskellige måder – det bedste er at finde en instruktionsvideo på YouTube og følge den. Når pedalarmen og akslen er afmonteret, rengøres den indvendige side af krankboksen samt pedalakslen. Du kan normalt ikke komme ind til krankboksens lejer, derfor anbefales det ikke at forsøge at vedligeholde den del. Smør fedt indvendigt på krankboksens yderdele og på pedalakslen. Herefter samler du den igen og strammer det hele efter tolerancerne.
Har du en fullsuspension MTB kan du fortsætte med at skille rammen ad og smøre alle links og lejer op på stort set samme fremgangsmåde. Husk også at gennemgå alle bolte og eventuelt smøre dem op med nyt fedt og spænde dem til det rigtig moment.
Tjek cyklens kabler
Din MTB vil ofte have flere kabler – til bag- og forskifter, dropperpost og måske også forgaflen. Den inderste wire i kablerne er som regel rustfrit stål, mens yderkablet er beskyttet af stålwirer og plastik. Selvom der sidder en muffe i enden af yderkablerne, kan der godt trænge vand ind. Yderkablet kan derfor godt ruste, og det kan smitte af på inderkablet.
Derfor kan du med fordel gennemgå kablerne og se efter rust – især i kabelenderne. Her kan du trække endemufferne af og smøre fedt på yderkablernes ender for at sikre det mod indtrængning af vand. Er der rust på et kabel, vil det være bedst at skifte det med det samme.
Rengøring af dæmpere
Uanset om du kun har fordæmper eller kører fullsuspension, så skal du rengøre og servicere dine dæmpere. De er udsatte, og vil over tid få skidt og snavs ned i pakningerne. Det er en god idé at få lavet service ved din forhandler inden vinteren, og derudover skal du huske at rengøre dæmperne efter hver tur. Ellers sætter skidtet sig.
Rengør gerne dæmperne med en fugtig klud, så stykket over pakningerne er helt rent for skidt og snavs. Gør det samme ved dropperposten. Det forlænger komponenternes levetid og cyklens performance.
Rengør og smør drivlinjen
Drivlinjen på cyklen – kæde, kasette, klinger og pulleyhjul – skal uvægerligt skiftes over tid, men de bliver hurtigere slidt i vådt og koldt vejr. Hvis du holder kæden ren og vasker grundigt af og smører den efter hver tur, kan du dog gøre dit for at forlænge levetiden på de dele.
Hvis kæden mangler olie eller voks, øges friktionen mellem kæden og de andre dele, og det vil slide mere på alle delene i geargruppen. I vinterperioden er det en god ide at vælge en vådolie til kæden – den type olie er mere modstandsdygtig over for vinterhalvårets våde og frostkolde vejr. Bruger du voks til kæden, så vælg en vinter-udgave, der er lidt tykkere. Så holder det bedre mod vand og mudder.
Vælg dæk med bedre greb
Sporene er ofte mudrede og bløde at køre på i vinterhalvåret. Derfor kan du med fordel vælge nogle dæk, der både er bredere og med kraftigere dækmønster og knopper. De er ofte tungere, men fart er for de fleste sekundært om vinteren. Her er det vigtigere med godt greb i sporet.
Hvis din cykel har plads til et bredere dæk, kan du eksempelvis køre med et 2,4 tommer dæk i vintermånederne og et 2,2 tommer dæk i sommermånederne. Bredere dæk har en større kontaktflade med underlaget, og dermed bedre greb, og det synker ikke lige så let ned i mudder og vinterpløret. Du kan også prøve at køre med lidt mindre dæktryk, det behøver ikke være mere en 0,1-0,3 bar.
Skærm dig mod mudderet
Når du kører MTB i vinterhalvåret, er skærme et must. På den måde sikrer du dig mod at få mudder sprøjtet op i hovedet og øjnene, og trøjen og jakken kommer også pænere med hjem, hvis du har en bagskærm eller en såkaldt ’ass-saver’.
En forskærm kan nemt monteres med strips, og en ass-saver, en lille bagskærm, monteres på sadlen og tager det værste muddersprøjt fra baghjulet. Du kan også sætte almindelige, større skærme på cyklen, men de kan i højere grad rive sig løs og larme i ujævnt terræn. Det nemmeste og letteste er de små light-versioner af skærme.