Gravel avler fællesskab
Jo flere grusture de arrangerer, desto flere gravelryttere bliver født i Vejle Cykel Motion, som prøver at følge med hypen.
De er egentlig en landevejscykelklub. Men henover de seneste par år er der sneget sig en ny cykel ind i flokken af lycraryttere i Vejle Cykel Motion – nemlig gravelcyklen. Dennis Ludvigsen er landevejsrytter og bestyrelsesmedlem i klubben. Han er selv blevet bidt af den nye stil:
"Der er en hype omkring gravel og vi kan konstatere, at nysgerrigheden endda bliver vækket hos gamle landevejsryttere. Det er, fordi gravel har særligt fokus på det sociale og vi har ofte et kaffestop på turen. Jo flere ture, der bliver slået op i løbet af en sæson, jo flere kommer med," siger Dennis Ludvigsen.
I sommerhalvåret træner de landevejscykling tirsdag, torsdag og lørdag. Men denne vinter har de for første gang inviteret på gravelture i weekenden. Først på Facebook, og nu senest i app’en Min Forening. Alle kan arrangere en tur og alle kan deltage.
Der er lidt mere romantik over gravel
Dennis Ludvigsen, rytter og bestyrelsesmedlem i Vejle Cykel Motion
"Vi har et fantastisk område med flot kuperet terræn i vores lokalområde. Gravel giver mulighed for god træning i flotte omgivelser og så får vi snakket på tværs af holdene," siger Dennis Ludvigsen.
På tværs af niveau
En af dem, som nyder at der er kommet flere gravelryttere, er Sten Rasmussen. Han har cyklet landevej siden 1991 og gravel i fem år. Men de seneste par år har rygtet om de flotte naturoplevelser spredt sig, så der nu bliver arrangeret flere ture og der er flere at dele passionen med:
"Det er mere afslappende at køre i skoven, hvor det ikke er den stressfaktor at holde øje med bilerne. Vi nyder naturen og hilser på dem, vi møder. På gravel kommer vi længere rundt og kører gerne efter en særligt god bager," siger Sten Rasmussen.
Turene tager alt mellem to og fem timer. Men med pauser undervejs, hvor der bliver snakket og indtaget en snack. Den model har boostet fællesskabet i hele forening:
"På landevejen er vi inddelt i niveau, for spredningen i klubben er for stor til, at vi kan køre samlet. Men med gravel bliver niveauforskellene lidt mere udlignet, fordi vi også venter på hinanden, så vi kører sammen på tværs af hold. Det er lidt mere socialt med gravel," siger Dennis Ludvigsen.
Mange landevejsryttere har eksperimenteret med mountainbike i vinterhalvåret. Men det er som om, at interessen falder – det har den endnu ikke gjort med gravel. Tværtimod er de flere for hver gang, fortæller Dennis Ludvigsen:
"På mountainbike kan man køre på det samme spor 10 gange. Gravel er mere en turoplevelse og vi kommer ikke det samme sted flere gange samme dag. Der er mulighed for mere alsidighed i turen og en større gruppe kan deltage."
Følg med efterspørgslen
Dennis Ludvigsen er rigtig begejstret over gravel. Og for en cykelentusiast er det svært ikke at glædes over, at cykelsæsonen er blevet forlænget på trods af en våd vinter:
"På landevejscyklen har man ikke samme lyst til at cykle i regn, fordi man er meget udsat, hvis ikke man har det rette udstyr og tøj på. I skoven tænker vi lidt mere over påklædningen, inden vi tager hjemmefra, fordi vi ved, at vi bliver beskidte, men vi hygger os med det, for det er en naturoplevelse. Der er lidt mere romantik over gravel."
I december 2021 oprettede klubben en stribe social rides som optakt til Grejsdalsløbet, hvor du nu også kan deltage på en gravelrute. Men selvom kaffegrumsturene synes mere populære end nogensinde, er der endnu ingen cykelklub i Vejle, der har et gravelhold. Men det er et spørgsmål om tid, siger Dennis Ludvigsen:
"Vi er jo en landevejsklub. Men vi sysler med ideen om at lave en gravelafdeling, fordi vi kan se, at interessen vokser for det i klubben. Jeg tror, at hvis vi ikke laver et hold for gravel til efteråret, så gør nogen andre. Ved at være foran og sige, at vi er en alsidig klub, kan vi holde på fællesskabet."