Gammelnok holder alderdommen fra døren
I et stærkt fællesskab holder mænd i lycra hinanden kørende - og Helge Rahbek har tænkt sig at blive ved, til skoene falder af.
Mandag formiddag øser regnen ned. Alligevel mødes en flok herrer i klubhuset med den store, gule cykelfigur på taget. Indenfor er væggene dekoreret med alverdens billeder fra verdens store cykelløb. På den ene væg kæmper små cykelryttere sig op ad gråmalede bjerge, mens den anden side er helt gul – bannere fra forrige års Tour de France-etaper i Danmark lyser op på væggene omkring vinduerne.
Midt i det hele sidder herrerne fra Gammelnok med kaffe og ostemadder. De er netop steget af cyklerne og har vristet de fugtige jakker af kroppene, men der høres ikke meget brok over dagens våde vejr, før stemningen løftes med latter og røverhistorier.
"Jeg sætter stor pris på at være selvhjulpen og at kunne klare mig selv. Sådan håber jeg at have det indtil den dag, jeg står helt af – og jeg har tænkt mig at blive ved med at cykle, til den dag skoene falder af. Og det er derfor, man står imod på en dag som i dag, hvor regnen siler ned," siger 74-årige Helge Rahbek.
Han sidder i ene ende af kaffebordet med sammenklappet rugbrødsmad. Og han mener bestemt, at timerne med Gammelnok er med til at styrke hans livskvalitet. For ham handler det nemlig om at være ved godt helbred samt at have tiden til at dyrke motion – særligt når det er med en gruppe, hvor man støtter hinanden og kan vende mange emner over kaffen.
Fællesskabet trækker
Helge Rahbek er koordinator for det cykelhold, han selv var med til at skabe tilbage i 2012. Her gik han nemlig på efterløn efter en lang karriere som brandmand, hvor han ofte cyklede på et firmahold. Men pludselig blev det muligt for ham at cykle i dagtimerne i den klub, han har været medlem af siden 1995. I starten var de blot nogle få gutter, der trak i cykeltøjet og mødtes mandag samt onsdag formiddag, men interessen voksede hurtigt, og med tiden fik holdet sit navn: Gammelnok. ’Hvorfor dog det navn?’ tænker man måske. Men årsagen er simpel: Man skal være ’gammel nok’ for at kunne cykle i dagtimerne, hvor mange normalt er på arbejde.
Faktisk er der kun to krav, hvis man vil være en del af Gammelnok. Man skal være medlem af Vejle Cykelmotion, og man skal være mindst 60 år. I dag er der omtrent 50 medlemmer af Gammelnok, der i sin formålsparagraf beskriver sig selv som en hensyntagende gruppe, hvor det vægtes, at man skal blive ved med at cykle og holde sig i gang.
»Vi vil holde alderdommen fra døren. Mange af os cykler af helbredsmæssige årsager og for at holde os i form, men ingen lægger skjul på, at fællesskabet også er en af de store årsager til at samles,« siger Helge Rahbek.
Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Han forklarer, at Gammelnok inddeles i tre grupper, inden de cykler afsted. C1 cykler længere og hurtigere end C2, som tæller langt størstedelen af de fremmødte. Der er endnu ikke nogen på C3. Den gruppe er nemlig lavet på forhånd for at fastholde de medlemmer, der på sigt får munden for fuld på C2.
»Målet er at have alle med, så længe det er muligt. Når der er nogen, der ikke længere kan eller vil være med på C2, kan de mødes på C3. Så kan man aftale en kort rute eller blot en gåtur, og mødes i klubhuset med os andre bagefter. For uanset niveau, mødes vi altid alle sammen til sidst,« siger Helge Rahbek.
Livskvalitet rimer på fællesskab
Ud over de ugentlige møder i klubhuset, arrangeres der også udflugter og ture. Der er 3-dages ture, hvor destinationen skifter hvert år. Tidligere har Gammelnok eksempelvis været med Samsøfærgen, boet på kro og set øen fra cykelsadlen. Og de almindelige onsdagstræninger kan laves til en udflugt, hvor man ser noget nyt og som regel får en delikat frokost sammen – og her følges man altid ad, uanset niveau.
Gammelnok mødes mandag og onsdag formiddag for at cykle, og holdet
inddeles i niveau og ambitioner, så alle kan være med. Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Det sociale netværk er vigtigt – ikke kun for gruppen, men også for Helge Rahbek personligt. Han nyder at få tingene til at ske og sørge for, at det hele kører som smurt. Faktisk har hans engagement fået ham kåret som Årets Motionist i Vejle Cykelmotion, som er en pris, der tildeles for ’en særligt fortjenstfuld indsats for klubben efter indstilling fra medlemmerne’. Og Helge Rahbek har som den eneste, siden prisen blev uddelt første gang i 1999, modtaget den to gange - netop fordi han gør og er noget særligt for klubben.
»Det betyder meget for mig at kunne mødes med andre. Jeg holder fast i mine gamle kolleger, bruger tid på børn og børnebørn og cykler med Gammelnok, selvom man må erkende, at man ikke kan det, man kunne for 20 år siden på cyklen. Derfor er det vigtigt, at vi er en hensyntagende gruppe, der deler sig op på ruten, men altid slutter af i fællesskab,« slutter Helge Rahbek.