Intet hold for børnene uden hjælp fra forældrene

Er badmintonklubben et sted, hvor børnene bliver passet, mens forældrene handler ind? I Rødovre gav de ansvaret tilbage til forældrene, og det fik dem til at involvere sig.

Det kan være svært, men nødvendigt at få forældre til at melde sig som ledere og hjælpere i foreningen. Foto: Bent Nielsen

”Den største udfordring har været at få forældrene involveret.”

Læs også: Forældrene spiller vigtig rolle i MiniTon-succes

Det fortæller Kate Schwensen, der har været ungdomsformand i Rødovre Badminton Club i tre år. For tre år siden havde ungdomsafdelingen ingen hold, fordi der ingen holdledere var. I dag er der to, og næste år forventer de tre hold fra U11 til U15.

Børnene har altid været der. Udviklingen skyldes derimod i høj grad, at foreningen har ændret måden, den kommunikerer til forældrene på, så mange flere har meldt sig på banen som holdledere og hjælpere.

”De bliver direkte adspurgt. Jeg siger direkte til dem, at hvis ingen synes, at de vil bidrage med noget, så bliver der ikke noget hold for deres børn. Det er nemmere at sige til dem, når vi sidder og taler sammen,” siger Kate Schwensen.

Morgenkaffe gav seks nye ledere

3 tips til at involvere forældre

  1. Sig til dem, at foreningen er afhængig af deres hjælp
  2. Tal med dem fremfor at sende mails
  3. Spørg direkte, om de vil hjælpe med superkonkrete opgaver

Det var den direkte besked til forældrene i forbindelse med Natminton-arrangementet tidligere i år. Natminton var et forsøg på at lave et arrangement, der kunne give børnene større lyst til at fortsætte med at spille badminton, og det var en stor succes.

Læs også: Succes: Forældre tog initiativ til badmintonskole

Men uden støtte fra forældrene ville Rødovre Badminton Club ikke kunne fortsætte fastholdelsen med den slags arrangementer. Derfor inviterede Kate Schwensen til morgenkaffe, mens børnene spillede.

”Jeg fortalte, at jeg havde brug for en forældregruppe, og at der skulle være nogen, der ville hjælpe til, for ellers ville der ikke blive flere af den slags arrangementer. Der var seks forældre, der meldte sig på banen og sagde, at de gerne ville hjælpe, og at de også gerne ville være holdledere,” fortæller hun.

Håbet er nu, at forældregruppen holder ved, selv når børnene rykker op i nye aldersgrupper, og at gruppen kan få flere forældre til at byde ind, når der er brug for det.

Vær konkret og klar i mælet

Tidligere sendte Kate Schwensen altid mails ud med opfordringer til forældrene om at hjælpe til. Det kom der sjældent ledere og hjælpere ud af.

Læs også: Som forældretræner får du fede oplevelser med dit barn

”Det er måske hårdt sagt, men mange har et eller andet sted set os som en mulighed for at komme ud at handle og få passet børnene imens. Forældrene behøvede i hvert fald ikke at involvere sig i klubben,” siger hun.

Men det vil de faktisk gerne. Det handler bare om at spørge dem på den rigtige måde.

”Man skal sige: ’Vi skal holde det her arrangement. Vil du hjælpe med at lægge neontape på stregerne?’ Det er megakonkrete opgaver, og de kan forstå, at hvis de siger ja til at hjælpe, skal de ikke bruge seks timer om ugen på det. At skrive ud, om nogen vil hjælpe, bliver for svævende. Man skal være konkret og klar i mælet,” konstaterer Kate Schwensen.