“Vi mødes på et andet niveau gennem idrætten”

Trine Stamp Christensen var sammen med resten af sin højskoleårgang til Landsstævnet 2013 i Esbjerg. Det var så god en oplevelse, at årgangen bruger Landsstævnet 2017 som reunion.

Landsstævnet handler om at mødes gennem idrætten - bliv inspireret af Trine og lav din egen reunion. Foto: Privatfoto - Trine Stamp Christensen

“Har du nogensinde været til Landsstævnet? Det er helt vildt svært at beskrive den stemning, der er. Den er noget helt specielt. Jeg tror, det handler om, at man kan mødes på tværs af alle aldre og baggrunde. Og samtidig har man alle samme formål; nemlig at samles om idrætten og nyde det fællesskab og den energi, der opstår, når man dyrker idræt.”

Sådan beskriver 24-årige Trine Stamp Christensen, der har været med til de seneste tre Landsstævner, oplevelsen. I Holbæk i 2009 var det med efterskolen, og i Esbjerg i 2013 var det med højskolen. Nu planlægger hun sammen med sin årgang fra Gymnastik og Idrætshøjskolen Viborg at bruge det kommende Landsstævne i Aalborg som reunion.

Vi har kun fået positive reaktioner på det. Folk har meldt tilbage, at det var et godt initiativ, og at mange var friske på det

Trine Stamp Christensen, Landsstævne-deltager og tidligere højskoleelev

“Vi er både en gruppe i København og en gruppe i Jylland som stadigvæk holder kontakt. Men så var der én fra årgangen, som skrev på vores Facebook-gruppe og tog initiativ til, at vi skulle samles til Landsstævnet til sommer. Og det var første skridt på vejen til vores kommende reunion,” siger Trine Stamp Christensen.

Siden er flere skridt blevet taget. Indtil videre har 20 fra årgangen meldt ud, at de allerede har købt billet. Men ifølge Trine Stamp Christensen regner de med at blive 30-40 fra en årgang på i alt 116 elever.

“Vi har kun fået positive reaktioner på det. Folk har meldt tilbage, at det var et godt initiativ, og at mange var friske på det,” siger Trine Stamp Christensen og fortsætter:

“Jeg glæder mig helt vildt meget til det, for det er sådan et godt stævne, og det er så hyggeligt at mødes med alle igen. Man får hurtigt en stor omgangskreds med efterskole og højskole, og til Landsstævnet møder man mange af dem, man ikke snakker så meget med i hverdagen. Man kan nærmest ikke gå fra A til B, uden man møder nogen, man kender, selvom det er et stort stævne.”

Volleyball et hit

Da hun var til DGI’s Landsstævne med efterskolen var det med gymnastikken i centrum.

“Tidligere var det især gymnaster, der var med til Landsstævnerne, og jeg var også selv med som gymnast. Men Landsstævnet er så meget mere end gymnastik, og der er også mange af os fra højskolen, der skal lave andet end gymnastik,” siger Trine Stamp Christensen.

Da hun igen i 2013 var afsted til Landsstævnet med højskolen var fokusset flyttet fra gymnastikken. Dengang deltog hun blandt andet i løb og volleyball, ligesom mange af de andre fra årgangen.

“Der var en del, der deltog i gymnastik, men vi var også mange, som spillede volleyball. Det er en idræt, som giver en rigtig god fællesskabsfølelse, og hvor alle kan være med,” siger Trine Stamp Christensen.

Også til højskoleårgangens reunion til Landsstævnet i Aalborg er volleyball en af favoritterne.

“Vi har lavet et ark, hvor man kan taste ind, hvad man hver især vil have fokus på til Landsstævnet. Jeg tror, at de fleste vælger volleyball, men der er også en del, der har valgt petanque,” siger Trine Stamp Christensen og fortsætter:

“Og så vælger jeg i hvert fald også noget løb. Jeg dyrker selv triathlon i dag, så til Landsstævnet bliver det lidt af hvert for mit vedkommende.”

Der er selvfølgelig også musik på Landsstævnet, men i stedet for at ligge i en lejr og drikke øl, så er man ude og spille volley, petanque eller løbe en tur. Man laver alle mulige forskellige aktiviteter i stedet for at drikke øl om dagen. Det venter man med til om aftenen

Trine Stamp Christensen, Landsstævne-deltager og tidligere højskoleelev

Til forrige Landsstævne valgte mange fra højskoleårgangen alternative løsninger at nå frem til destinationen på. Transporten til Landsstævnet i Esbjerg klarede nogen, mens de kørte gokart, cyklede og sejlede i kajak, mens andre blaffede.

“Om dette bliver taget i brug næste år må tiden vise, men til Aalborg skal vi nok komme,” siger Trine Stamp Christensen.

Mødes på et andet niveau

DGI’s Landsstævne er Danmarks største idrætsfestival - og Trine Stamp Christensen sammenligner også de fire dages aktiviteter med andre dele af festival-Danmark.

“Det er en stor festival, som man kan tage til i stedet for Roskilde og Skanderborg. Der er selvfølgelig også musik på Landsstævnet, men i stedet for at ligge i en lejr og drikke øl, så er man ude og spille volley, petanque eller løbe en tur. Man laver alle mulige forskellige aktiviteter i stedet for at drikke øl om dagen. Det venter man med til om aftenen,” siger Trine Stamp Christensen.

Hun tror netop, at Landsstævnets fokus med idrætten i centrum har betydning for den måde, man mødes på.

“Fordi gennem idrætten kan vi mødes på lidt et andet niveau, hvor alle kan være med. Jeg synes, at man lærer hinanden bedre at kende, når alting ikke er øl, drinks og fest. Man får snakket lidt mere sammen på den her måde, og det er også derfor, vi har valgt at bruge Landsstævnet som reunion. Så går der ikke kun fest og ballade i den,” siger Trine Stamp Christensen og fortsætter:

“Det gør der også. Men man snakker jo ikke lige sammen hver dag på sådan en årgang, så derfor er Landsstævnet en god anledning til at få snakket med hinanden. Og jeg ved, at alle glæder sig til den stemning, der er til Landsstævnet, og til alle de aktiviteter, vi skal lave. Det bliver kort sagt en fantastisk fælles oplevelse.”