Skiferien stiller særlige krav til din fysik

Alle bør forberede kroppen på de ekstra belastninger, en skiferie medfører. DGI-fysioterapeut Henning Engberg forklarer, hvad du skal være opmærksom på.

Skiløb kan være hårdt, især ved dine led. Derfor er det en god idé at træne op til skiferien. Foto: Sportsefterskolen SINE

Skiløb kræver god stabilitet og smidighed i ledene, samt styrke og god kondition til de mange timer afsted. Det er de færreste sportsgrene, som i samme omfang og  intensitet trækker på kroppens fysiske formåen.

For kroppen er det derfor en ekstraordinært stor belastning at være på skiferie, og det gælder uanset hvilket fysisk udgangspunkt du har. Typisk opstår skaderne på anden- eller tredjedagen.

Man skal huske, at det er en anden belastning end hverdagens belastninger

Henning Engberg, fysioterapeut

"Kroppen bliver hurtigere træt, og når den er træt, reagerer man langsommere. Når der så sker noget uforudset, så reagerer kroppen langsommere og skaderne opstår. Man kommer også hurtigere ud i nogle yderpositioner, der kan give skader," forklarer fysioterapeut Henning Engberg.

Hverdagens sport gør det ikke alene

Tips: Sådan passer du på dig selv på skiferien

DGI-Fysioterapeut Henning Engberg og skiinstruktør Janus Hecht fra Den Danske Skiskole har samlet sine bedste tips til din skiferie

  • Disponer din energi, så du føler dig klar alle dage
  • Undlad at køre dig selv helt i smadder de første to-tre dage
  • Vær bevidst om, at din krop belastes mere og anderledes end normalt
  • Overvej en stille start. For eksempel kun et par timer om formiddagen og om eftermiddagen
  • Hold en lang pause midt på dagen med god frokost, varm kakao og hvile
  • Vær særligt opmærksom sidst på dagen, hvor du er træt efter en lang dag, og pisten er ujævn
  • En dag med langrend kan være en fin måde at skabe afveksling på en stille dag midt på ugen

Selvom du er relativt aktiv i hverdagen, måske med et par ture i fitnesscenter, løb eller holdsport, så kræver turene på ski så meget af din krop, at de fleste har brug for at supplere op med øvelser møntet specifikt på feriens fysiske udfoldelser.

"Den store udfordring er, at man mentalt skal indstille sig på, at man sætter kroppen på arbejde i fem til seks timer hver dag," siger Henning Engberg, der som ansvarlig for DGI Verdensholdets fysik kender til udfordringerne, når kroppen sættes på overarbejde.

God kondi er ingen garanti

En god kondition er et godt udgangspunkt, men bestemt ingen forsikring mod styrt og skader.

"Man skal huske, at det er en anden belastning end hverdagens belastninger. Man kan ikke direkte overføre det at for eksempel løbe til det at stå på ski," siger Henning Engberg.

Både holdspillere og individualister kan derfor med fordel tjekke op på, hvor de qua deres favoritsport mangler at træne for at være best muligt sikret mod styrt.

Skiferie er for alle

Henning Engberg mener ikke, man skal lade sig kue, blot fordi man ikke er den store træningsfreak i hverdagen. Når blot du kender din fysik og disponerer efter den, så er der lagt op til aktive dage med hygge og samvær. Ferieformen er tæt knyttet til det sociale, når man samles omkring pejs og bord efter timerne udenfor.

"Alle kan tage på skiferie, men man skal lige tænke over sin træningstilstand. Er man næsten ikke eller slet ikke aktiv i hverdagen, skal man regne med 2-3 måneders træningsforløb," vurderer Henning Engberg.

Kombinér din hverdagssport med skiløb

Her skal du sætte ind, hvis du til daglig dyrker...

... løb eller holdspil (som fodbold og håndbold)

Dyrker du holdsport et par gange om ugen, er konditionen ikke det største problem, men du mangler måske stabilitet og styrke til skiløjperne. Det kan trænes op med øvelser, der specifikt træner smidighed og styrke.

... svømning
En svømmer skal - lidt ligesom løbere og holdspillere - være opmærksom på, at der kan mangle lidt stabilitet omkring ledene. Derfor er tungere styrketræning et godt supplement.

... cykling

En cykelrytter vil højst sandsynligt mangle stabilitet i knæene under en skiferie. For cykelrytterne handler det derfor om at finde øvelser, der giver stabilitet til deres led.

... fitness
Som fitnessudøver har du som udgangspunkt god stabilitet og styrke, men det kan være vigtigt at sikre, at du også har den fornødne kondition.