Sådan skaber du fælles forståelse med forældremøder

Tag udfordringer i opløbet ved at give forældre et rum, hvor de kan tale om deres barn

Løbende forældremøder er med til at skabe ro på holdet Foto: M2Film

Med jævnlige forældremøder bliver du som træner klogere på både forældre og børn, og du skaber en større fortrolighed på dit hold.

Sådan oplever træner og mentalcoach Jan Holmgren i Bowlingklubben Stenhuset effekten af at holde forældremøder løbende på sine hold. 

Derfor holder han forældremøder et par gange i løbet af sæsonen, hvor han giver hver forælder 2-3 minutter til frit at fortælle om deres børn.

For når forældre deler deres viden om børnene, bliver du klar over, om der er nogle særlige behov for nogle af børnene, samtidigt med at du kommer tættere på forældrene. 

"Derefter bliver det også lettere at tale med forældrene løbende og tage udfordringer i opløbet. For der vil altid være et eller andet, om de nu synes, at barnet får for meget eller for lidt spilletid, og det kan vi nemmere tale om, fordi man er kommet tættere på dem gennem møderne," siger Jan Homgren. 

Herunder kan du få Jan Holmgrens tips til at skabe de gode forældremøder.

Gode råd til forældremødet

 

  • Sæt tid af til et forældremøde et par gange under sæsonen. Kun forældre og uden børn
  • Sørg for at møderne maks tager en time
  • Vær ikke mere end 10 til et møde. Er der flere forældre, så del forældrene op til to møder
  • Sid gerne i en rundkreds. Under et møde skal alle kunne se hinanden
  • Bed forældrene om at fortælle om sit barn, og hvorfor barnet går til denne idræt
  • Giv hver forælder 2-3 minutter til at snakke om sit barn

Download trænertippet i en printvenlig version her.