Sæt spænding på

Træn spænding og afspænding med 4 sjove øvelser.

Her finder du tips til at øve spænding og afspænding. Tipsene kommer fra Majbritt Mørk, som er motorik- og sanseintegrationsvejleder, træner i Hørning Puls og underviser i puslingegymnastik, motorik og babysvømning . 

Denne artikel er en del af vores artikelserie, hvor trænere deler gode råd og øvelser med hinanden. Læs også 8 tips til sæsonstart7 tips til den gode opvarmning eller Sjov hjernegymnastik.

1. Stive træer og kogt spaghetti

Børnene ligger på gulvet. Instruktøren går rundt imellem dem. De får besked på at være stive i hele kroppen som et bræt. Instruktøren går rundt og løfter i arme og ben for at se, at de spænder godt op.

Bagefter skal de være lige så bløde som kogt spaghetti. Igen løfter instruktøren på arme og ben og ser, at de er helt slaskede.

Det er en god idé at sætte ord på, at "nu er du helt slap i alle muskler, ligesom en slaskedukke". Eller "nu er du spændt som et træ". 
Denne øvelse er god at slutte af på.

2. Sugekoppen

Børnene ligger på maven på gulvet. De får besked på at blive en sugekop, som suger sig fast til gulvet. Instruktøren forsøger så at løfte barnet fri.

Det kan også gøres i grupper af to og to eller tre og tre, hvor én suger sig fast, mens de andre forsøger at vriste sugekoppen fri.

Det kræver stor spænding at suge sig fast.

3. Danseleg

Sæt musik på til opvarmning og lad børnene bevæge sig til rytmerne. Skift mellem at lade dem være Den stive tinsoldat, Den slappe slaskedukke og Danseprinsessen, som er fri i kroppen og danser på skøre måder.

Husk, at vise øvelserne og dans med, så børnene kan kopiere bevægelserne.

4. Pop-popcorn

Denne leg er god på en havetrampolin, eller hvis der er få børn til træning. Barnet ligger på ryggen med benene trukket op under sig, mens armene holder om benene. Barnet er en majskerne. Hovedet er løftet op mod knæene.

Den voksne hopper i trampolinen, indtil majskernen popper, og barnet ikke kan holde spændingen længere.

Derfor skal I øve spænding og afspænding, i følge Majbritt Mørk:

"Når børn skal lære at mærke, om de spænder eller afspænder kroppen, er det afgørende, at vi sætter billeder på, hvad de skal gøre, for at de forstår det.

Et lille barn ved ikke, hvad det vil sige at ”spænde kroppen.” Men det kan bedre forstå, at de skal være stive som et træ eller modsat bløde som spaghetti.

Når de så lykkes med at gøre det, vi beder dem om, kan vi voksne sætte ord på: Du er godt nok spændt helt som et bræt eller nu er du afslappet i hele kroppen som en slaskedukke.

Ved at lege med øvelser og lege omkring spænding og afspænding, lærer børnene at mærke deres krop og træner deres kropsfornemmelse. Når vi, som voksne, både giver dem billeder, som de kan relatere til og bruger de lidt sværere ord som ”spænding”, lærer børnene at mærke, hvornår de spænder og hvornår de slapper af. Og efterhånden kan de også arbejde med, at noget er spændt, mens andet er afslappet."

Tilpas øvelserne efter, hvad du gerne vil have barnet til:

"Den øgede kropsbevidsthed er vigtig, fordi barnet så lærer at kunne give slip igen, når det har spændt op. Hvis du fastholder spændingen, bliver bevægelsen stiv og kantet.

Øvelser i at spænde enkeltdele af kroppen kan tilpasses de enkelte idrætter. Som instruktør kan du tænke: Hvad vil jeg gerne have dem til at spænde og hvordan løsner de op igen? Og så finde på billeder og en øvelse, som passer til den bevægelse. Husk at gøre det til en leg.

Det kan være dele af et spring som gymnast eller dele af et kast eller skud som boldspiller. Hvornår skal hvilke dele af kroppen aktiveres? 

Brug dine ord – og tilpas dem gerne til det legeunivers, I er i gang med. Eksempelvis en blæksprutte, som suger sig fast – og en vandmand, som er helt slap. Spaghetti som er råt eller kogt."

Download trænertips til Sæt spænding på i printvenlig version.