Trænertip: Sådan undgår du ventekø til træning

Hvis dine spillere ofte skal stå i kø til øvelser under træningen, kan de hurtigt miste opmærksomheden og motivationen. Det er svært helt at undgå køer, men her får du fire gode råd til at mindske kødannelsen.

Gode tips til at undgå kø til træning:

  • Del spillerne op i flere grupper: Det kan være efter niveau eller position på banen, for eksempel forsvar vs. angreb eller angreb vs. angreb. Men gør ikke grupperne for faste, da det på sigt kan gå ud over spillernes motivation.
  • Rotér spillerne mellem øvelserne: På den måde kommer alle spillere igennem alle øvelser, så de ikke kører trætte i øvelserne, men der er et naturligt flow og nye udfordringer løbende. Kø kan også opstå, når spillerne mister fokus, så hold dem til ilden.
  • Instruér, demonstrér og gennemgå øvelserne grundigt: Jo bedre spillerne er instrueret, desto mere selvkørende kan de være. Det kan fungere godt at variere mellem kendte og nye øvelser; kendte øvelser kan de være selvkørende i, mens nye øvelser skaber spændende udfordringer.
  • Giv spillerne ansvar: Hvis det kniber med at være trænere nok til at kunne opdele spillerne i grupper, så giv ansvaret til en af spillerne, der kan stå for at køre en øvelse. Det forpligter og motiverer, når spillerne på den måde selv bliver inddraget i træningen.