Sådan træner du reaktionsevnen

Styrk både krop og hjerne med sjove reaktionsøvelser, der kræver fokus.

Her finder du tips til at træne din reaktionsevne. Tipsene kommer fra Asger Ravn Nissen, som er talentudvikler og performance coach i Brøndby IF og Tricked Esport. 

Denne artikel er en del af vores artikelserie, hvor trænere deler gode råd og øvelser med hinanden. Læs også 8 tips til sæsonstart, 7 tips til den gode opvarmning eller Sjov hjernegymnastik.

1. Planken

Lig to og to overfor hinanden i håndliggende (planke). Det gælder om at slå hinanden over hænderne – og samtidig undgå selv at blive slået.
Øvelsen træner både stabilitet, balance og reaktionsevne – og får rigtig tit også gang i lattermusklerne

2. Stå i en cirkel

Giv forskellige lyde til forskellige opgaver. Eksempelvis 1: Drej rundt om dig selv, 2: Skift plads plads med den overfor dig, osv. Træneren står i midten og siger lydene, hvorefter deltagerne skal reagere hurtigst muligt på den opgave, som passer til lyden.

3. 1, 2, 3, NU

I står to og to står overfor hinanden med hænderne på ryggen. I tæller: 1-2-3-nu og rækker et antal fingre frem på ”nu”. Hvem siger hurtigst, hvor mange fingre, der er i alt?

4. Den avancerede

Den mere avancerede, men også mere effektive træning af reaktionsevnen er Blaze pods. Små elektroniske lysdioder, der kan programmeres via en app og sættes op i et utal af formationer. De virker ved at ”slukke” når man trykker på dem, hvorefter en anden tændes. Det gælder så om hurtigst muligt at trykke. De kan sættes op indenfor arms-afstand (godt for eks esports-spillere der skal træne lynhurtig reaktionstid), eller med længere afstand, så man skal bevæge sig mere og derved også styrker konditionen. De kan farveinddeles, så der er hold med hver sin farve.

Derfor skal I træne reaktionsevnen:

Reaktionsevnen er god at træne, fordi den både styrker kroppen og hjernen. Det er gode øvelser til opstart af træning, da de tit giver lidt action og smil på læben og kræver fokus.

Ved at træne reaktionsevnen minimerer man sin responstid fra hjernen får et signal til kroppen reagerer.

En hurtigere reaktionshastighed kan betyde en bedre præstation, særligt i esport, kaosspil som f.eks. fodbold og håndbold eller andre sportsgrene med høj intensitet og mange action-elementer.

Reaktionsevnen er sjov og relevant at træne for alle. Men det kan være svært at afgøre den direkte indflydelse på præstationen. Dog vil også målmænd og ketsjerspillere formentlig kunne drage nytte af det, da der her ofte kræves kort tid fra stimuli til en respons.

Download trænertips til Sådan træner du reaktionsevnen i printvenlig version.