Sådan giver du børn lige meget spilletid

Med en lige fordeling styrker du niveauet og udvikler holdet i længden, hvis alle får lov at være lige meget med.

Har du overblik under udskiftning, så alle børn får lige meget spilletid?

Det er værd at have fokus på, mener håndboldtræner Jan Dyberg. For det er med til, at alle børn føler sig ligeværdige, og ingen bliver placeret i en "kasse" i for tidlig en alder. 

Samtidigt styrker det niveauet på holdet, at alle får lige meget spilletid, og dermed udvikler det både spillerne og holdet i en god retning. 

"På den måde får alle de bedst mulige medspillere," siger Jan Dyberg. 

Derfor sørger han for at danne sig et overblik over spillere, så han ved, at alle kommer til at sidde lige meget på bænken.

Herunder kan du få hans tips til at fordele spilletiden ligeligt.

Giv alle lige meget spilletid

 

  • Lav en liste med en rækkefølge over spillere, så du har overblik under udskiftning
  • Lad spillerne ”sidde i kø,” så du ved, hvem der skal ind næste gang
  • Skift gerne ud hver 2.-3. minut, så en spiller ikke sidder på bænken for længe ad gangen
  • Skift to spillere ad gangen, hvis du træner større hold, eksempelvis fodboldhold

Download trænertippet i en printvenlig version her.