Julemaden kræver motion

Kalorierne sidder tæt og tungt i den traditionelle danske julemad. En middag med andesteg og risalamande svarer typisk til dagens hvilestofskifte.

Julemiddag med andesteg og risalamande svarer i kalorier til dagens hvilestofskifte Foto: Colorbox

I julen indtager vi langt flere kalorier end i hverdagen. Se, hvor mange kalorier du indtager i en typisk julemiddag.

Du får to regneeksempler:

  • En middag med andesteg og brunede kartofler, sovs, rødkål, chips, risalamande, kirsebærsauce og rødvin.
  • Til middag nr. 2 byder vi på flæskesteg, brun sovs, kartofler, rødkål og juleøl. Og til dessert en portion risengrød. 

Lille og stor portion

Begge regneeksempler viser kalorieindhold i en lille og en stor portion. Selvfølgelig varierer appetit og portionsstørrelser fra person til person – gennem livet. Dermed varierer kalorieregnestykket også. Men den mindste portion kunne sagtens være til en voksen kvinde og den største til en mand.

Regnestykke 1: Andesteg og risalamande

Andekød med skind (100 g = 394 kcal)
150 gram = 591 kcal
200 gram dvs. to gode stykker = 788 kcal

Brunede kartofler (100 gram = 124 kcal)
4 kartofler = 124 kcal
7-8 kartofler = 240 kcal

Brun sovs (Kalorieindholdet varierer afhængig af ingredienser fra 100 gram à 89 kcal og opefter)
30 gram = 27 kcal
60 gram = 54 kcal

Rødkål (100 gram à 74 kcal)
30 gram = 22 kcal
50 gram = 37 kcal

Salte chips (100 gram = 561 Kcal)
15 gram = 84 kcal
25 gram = 140 kcal

Risalamande (100 g = 194 kcal)
150 gram = 291 kcal
175 gram = 339 kcal

Kirsebærsovs (100 gram = 140 kcal)
25 gram = 35 kcal
40 gram = 56 kcal

Rødvin (1 glas a 15 cl. = 109 kcal)
Tre glas = 327 kcal

Lille portion i alt 1501 kcal
Stor portion i alt 1981 kcal

Resultat: Andesteg dækker dagens hvilestofskifte

Regnestykket viser, at hvis du spiser en julemiddag med and, brunede kartofler, sovs, rødkål, chips, risalamande, kirsebærsauce og dertil drikker tre glas rødvin, får du cirka ligeså mange kalorier, som du bruger på dit hvilestofskifte på en dag.

Spiser du andesteg og risalamande - som i den lille portion i regnestykke 1, indtager du cirka 1500 kcal. En kvinde på 30 år, der vejer 60 kilo og er 168 cm høj, forbruger cirka 1350 kcal om dagen på sit hvilestofskifte, dvs. hun ligger i sengen eller på sofaen hele dagen. Hverdagens gøremål og motion øger hendes forbrænding.

En mand på samme alder, som vejer 75 kilo og er 188 cm, høj bruger knap 2000 kcal på sit hvilestofskifte. Samme kalorieindtag får han, når han guffer den store portion andesteg og risalamande.

I artiklen Forbrænd julemadens ekstra kalorier på vorespuls. dk kan du se, hvordan du beregner hvilestofskiftet

Flæskesteg og risengrød

Vælger vores par derimod at spise flæskesteg med risengrød til dessert og dertil drikke en juleøl, indtager hun cirka 757 kcal, mens han får 1057 kcal. Altså halvt så mange kalorier til begge.

Det kræver motion

Vi antager, at vores par også spiser morgenmad og frokost, foruden lidt godter og andre julefristelser. Så hvis kalorieregnestykket skal gå op, er det nødvendigt at gå en rask tur, lufte mosters vovse eller tage børnene med på kælketur.

Løb og svømning giver størst forbrænding

Du kan selvflgelig også trække i træningstøjet og skrue lidt højere op for aktiviteten. I boksen kan du se, hvor mange kalorier, du forbruger, når du motionerer ved middel intensitet i forskellige aktiviteter.

Løb og svømning giver størst energiforbrug, hhv. 991 kcal og 867 kcal i timen. Men forskning i holdspil, for eksempel fodbold, har vist, at holdboldspil giver god effekt uden, at du føler samme høje belastning som for eksempel løb. 

Regnestykke 2: Flæskesteg og risengrød

Flæskesteg af svinekam med svær (100 gram = 240 kcal)
150 gram = 360 kcal eller stor portion 200 gram, à 3 gode skiver = 480 kcal

Kogte kartofler (100 gram = 86 kcal)
4 små kartofler = 86 kcal eller 8 små kartofler = 172 kcal

Brun sovs (Kalorieindholdet varierer afhængig af ingredienser fra 100 gram à 89 kcal og opefter)
Lille portion à 30 gram = 27 kcal eller stor portion à 60 gram = 54 kcal

Rødkål (100 gram = 74 kcal)
Lille portion à 30 gram = 22 kcal eller stor portion 50 gram = 37 kcal

Risengrød kogt på letmælk uden sukker, kanel og smør (100 gram = 104 kcal)
Lille portion à 100 gram = 104 kcal eller stor portion à 150 gram = 156 kcal

En julebryg à 33 cl = 158 kcal

Lille portion: i alt 757 kcal og stor portion i alt 1057 kcal