Forsker: Brug idrættens fejlkultur og bliv bedre i skolen

”Hvor mange af jer kan lave en baglæns saltomortale?” spurgte ungdomsforskeren Søren Østergaard 150 elever fra Agerskov Ungdomsskole.

Eleverne trænede gymnastik fire gange om ugen, så forskeren forventede en skov af fingre. Der kom to. I virkeligheden var der 40 elever, der kunne, men mange års søgen efter det trygge havde sat sine spor.

”Når man ikke har rakt hånden op i mange år, forsvinder forbindelsen mellem arm og hjerne,” forklarede en af eleverne.

Karakterer vinder over viden

Det er et godt billede på den ungdomsgeneration, vi har lige nu. Søren Østergaard beskriver den som den mest kedelige, vi nogensinde har haft, og forskning viser, at de er bagefter deres forældre, når det kommer til ting som fester, alkohol og sex, selvom man kunne tro noget andet.

Læs også tema-artiklen med Søren Østergaard i Udspil #2.

”De lever i en kultur, hvor de langt henad vejen siger nej til ting, de ikke kender. Det betyder, at det er rigtig svært at bryde ud af kulturen. De søger det trygge, og de gør alle det samme for ikke at være forskellige,” siger Søren Østergaard, der er leder af Center for Ungdomsstudier.

Han kalder kulturen præstationsmotiveret fremfor vidensmotiveret. Det kommer til udtryk ved, at mange unge i skolen er mere optagede af at få en god karakter, end om de rent faktisk lærer noget.

Vi skal hjælpe dem med at overføre det til skolen og sige: ’Du kan jo faktisk godt.'

Søren Østergaard

Overfør fejlkulturen

Fejl er nødvendige for læring, men når det er præstationen og ikke læringen, der er målet, bliver fejlene sat ud af spillet.

”I skolen har vi nu en kultur, hvor vi helst ikke skal lave fejl. Idrætten kan noget helt andet. Her er det acceptabelt at lave fejl, fordi det er en del af kulturen, at vi er nødt til at lave fejl for at blive bedre. Det er bare en præmis,” siger Søren Østergaard.

Derfor mener ungdomsforskeren, at der er en potentiel transferværdi i idrættens kultur. Det vil sige, at mindsettet om, at vi er nødt til at lave fejl for at blive bedre, kan overføres til andre facetter af livet.

”Idrætten er en arena, hvor de unge gør alt det, som vi gerne vil have, at vi gør som samfund. Men for mange bliver det bare en aktivitet og en særskilt arena. Jeg vil rigtig gerne, at idrætten ikke bare er en aktivitet, for i virkeligheden er det en livsstil og en måde at tænke på,” siger han.

Tal om idrættens værdi

Træneren eller instruktøren spiller en afgørende rolle for, om det kan blive en realitet. De kan både planlægge træningen således, at udøverne bliver trænet i at turde tage chancer, og de kan tale med dem om, hvordan de kan bruge de evner for eksempel i skolen.

Søren Østergaard er selv fodboldtræner for et hold nybegyndere, og her oplevede han, at snakken havde en effekt.

”Vi havde en pige, der sagde, at hun nu kunne mærke, at skolen og fodbolden hang sammen. Det var ikke adskilte arenaer. Hun oplevede, at hun blev god i skolen af nogle af de ting, hun lærte til fodbold,” siger han.

Vis vejen og spil dem gode

Mange er slet ikke klar over, at og hvordan de kan bruge idrætten i andre arenaer. Mange børn, som har svært ved at koncentrere sig i skolen, er for eksempel fantastiske til at lave det samme igen og igen på en fodboldbane. Det handler mere om motivation end om koncentration, mener ungdomsforskeren.

”I idrætten er de motiverede. Det er en anden arena, og de oplever en anden autonomi, fordi de selv har valgt det. Vi skal hjælpe dem med at overføre det til skolen og sige: ’Du kan jo faktisk godt,’” siger han.

Hvis vi bliver gode til at vise vejen, kan idrætten få et endnu bredere produkt. Flere og flere unge er svært ensomme, og idrætten er også en arena, hvor vi kan træne det at række ud og ikke bare vente på, at andre kommer og spørger, om jeg skal med til fest.

”Hvis vi er gode til at sætte dem sammen, række ud til hinanden og få dem til at prøve sig af i idrætsmiljøet, spiller vi dem også gode til for eksempel gymnasiet,” siger Søren Østergaard.