Ekspert: 50 procent af skaderne kan forebygges

Halvdelen af de typiske idrætsskader kan forebygges med specifik træning. Eksperten anbefaler Skadefri, som er en webbaseret platform, der viser, hvordan du forebygger i 55 forskellige idrætter.

20 procent af alle skader sker i anklen. På Skadefri.no finder du øvelser forebyggende øvelser til anklen og ti andre kropsdele. Foto: Palle Skov

Vi ved fra forskning, at 50 procent af de typiske idrætsskader kan forebygges. Men vi ved også, at der er langt fra forskning og ud i virkeligheden.

Læs også: Online platform viser de bedste øvelser: Sådan forebygger du skader

Som 19-årig var Merete Møller med til at vinde VM i kvindehåndbold i 1997 og udråbt som et af de største danske håndboldtalenter. Bare to år senere blev hun erklæret håndboldinvalid med begyndende slidgigt og var færdig som håndboldspiller.

Merete Møller

  • Idrætsforsker ved SDU og Senter for idrettsskadesforskning på Norges idrettshøgskole.
  • Forsker i idrætsskader, og hvordan man forebygger dem.
  • Var med til at udvikle øvelserne i Skadefri.
  • Var med til at vinde VM i håndbold som 19-årig i 1997.
  • Blev erklæret håndboldinvalid to år senere og lever i dag med slidgigt.

I dag forsker hun i idrætsskader på SDU og Senter for idrettsskadesforskning på Norges idrettshøgskole og arbejder for at gøre vejen fra forskningen til virkeligheden lidt kortere.

Derfor har hun været med til at udvikle øvelsesprogrammerne i den norske webbaserede platform Skadefri, der indeholder skadesforebyggende øvelser til mere end 50 forskellige idrætter.

Træneren har et ansvar

Platformen skal først og fremmest hjælpe trænerne, som ifølge Merete Møller har et ansvar for at minimere risikoen for, at deres udøvere bliver alvorligt skadede.

”Som træner har du et ansvar for at tage vare på dem, du arbejder sammen med, uanset om du er frivillig eller ej," siger hun.

"Det er vigtigt, at du ved, at der er en risiko forbundet med at dyrke idræt. Du har et ansvar for at sætte dig ind i, hvordan du minimerer risikoen og sørger for, at dine udøvere ikke får alvorlige skader."

Ingen trænere ønsker at se deres udøvere få alvorlige skader, men mange ved ikke, hvad de konkret kan gøre for at forebygge dem. Skadefri gør det nemt for træneren at tage det ansvar på sig.

”Det kan være svært som frivillig træner, og det er der, jeg tænker, Skadefri kan hjælpe og guide. Som træner kan du se det som et opslagsværk og en inspiration til, hvilke øvelser der er vigtige at lave med for eksempel et håndboldhold," siger Merete Møller.

Læs også: Suppler haltræningen og styrk sammenholdet med beachhåndbold

Find mere inspiration

Happy (Health & Performance Promotion in Youth Sport) er et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet, som arbejder for at fremme præstationen og reducere skaderne hos unge idrætsudøvere. 

Projektet ledes af Merete Møller, der har været med til at udvikle øvelserne i Skadefri.

Følg med på siden Happysport_dk på Facebook, hvor der løbende kommer ny information om tiltag og øvelser, der kan reducere skader. 

Happy er blandt andre støttet af DGI.

Forebyggelse er en forudsætning for udvikling

Skadefris formål er at sikre, at især færre unge rammes af alvorlige skader. Det er nemlig meget få, som kommer tilbage på det niveau, de havde før skaden, og derudover kan skaden give alvorlige konsekvenser på sigt, som Merete Møller oplever på egen krop.

Derfor håber hun også, at flere udøvere selv får øjnene op for, hvor vigtige de forebyggende øvelser er. Det gælder i høj grad, hvis udøveren har ambitioner for sin idræt, for så er det ekstra vigtigt at holde sig skadesfri.

”Jeg kan godt forstå, hvis en ung udøver tænker: ’Det er ikke vigtigt for mig.’ Men hvis de vil blive ved med at dyrke idræt, uanset om de har ambitioner eller bare deltager for sjov, så er de nødt til at have fysiske forudsætninger. Nogle af de forudsætninger får de ved at lave de her øvelser,” siger Merete Møller.

”Det kan være svært at overbevise en 15-årig, som aldrig har haft en skade, om, at han skal lave de her øvelser. Men det skal han, hvis han vil blive ved så længe som muligt, og hvis han vil præstere. Hvis du hele tiden får din træning afbrudt af skader, påvirker det din udvikling,” uddyber hun.

Hent inspiration i Skadefri

Uanset om du er træner eller udøver, er der altså mange årsager til at interessere sig for forebyggende træning. En nem måde at komme i gang på er at hoppe ind på Skadefri.no eller hente Skadefri-appen på din telefon, vælge din idræt og lade dig inspirere.

”Der er ikke en masse tung tekst, du skal igennem. Videoerne demonstrerer meget tydeligt, hvad man skal, og hvad man ikke skal. Det er konkrete øvelsesprogrammer, du kan bruge direkte i din hverdag,” siger Merete Møller.

Skadefri

  • Skadefri drives af det norske Senter for Idrettsskadeforskning og samarbejder med Olympiatoppen, der er det norske pendant til Team Danmark.
  • Omkring 40 forskere er tilknyttet centret, der er verdensledende på forskning om idrætsskader.
  • En vigtig del af forskningen er at gøre den tilgængelig for alle og ikke kun idrættens elite. Det skal Skadefri være med til.
  • Målet er at udvikle verdens ledende digitale læringsplatform om skadesforebyggelse.
  • Skadefri formidler, så fagpersoner kan blive klogere, men også så du ikke behøver være en fagperson for at forstå det.
  • Skadefri henvender sig til udøvere, trænere, fysioterapeuter, læger, og nysgerrige.