Dit lange liv starter i dag

8 faktorer kan forlænge dit liv med op til 24 år. Men når det ifølge Bente Klarlund aldrig er for sent at starte, kan du så skubbe det til i morgen?

Forskning viser, at hvis du starter med de gode vaner som 40-årig, får du gennemsnitligt 24 år længere at leve i, end hvis du ikke har gode vaner. Foto: Les Kaner

"Vi ved, at det aldrig er for sent at starte, og så tænker nogen: Jamen så kan jeg godt vente 50 år med at begynde at træne. Men det er en glidebane, og du skal ikke kun leve et aktivt liv, fordi du kommer i form af det, men fordi der er mange fordele ved et aktivt liv," siger professor Bente Klarlund, som er leder af Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Fokus på:

  1. Undgå rygning
  2. Overhold anbefalinger ift. alkohol
  3. Overhold kostråd
  4. Husk motion
  5. Undgå stress
  6. Dyrk socialt samvær
  7. Pas din søvn
  8. Undgå stoffer

Motion er blot en af de otte faktorer, som kan forlænge vores liv. Men punktet rummer en livsforlængende effekt, som rækker ud over den fysiske gevinst, som den 67-årige professor selv lever højt på:

"Jeg cykler eller løber hver dag. Det giver mig en her og nu effekt, men jeg synes også det giver mig en generelt større livskvalitet, som jeg ikke vil være foruden. Et aktivt liv gør også, at du i en højere alder kan blive ved med at kunne ting, eksempelvis lege med børnebørnene," siger hun.

Det er bevist, at hvis du som voksen lever op til sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindst en halv times aktivitet om dagen, så lever du i højere grad også uden stress og angst, du kan mere og du kan i en højere alder klare dig selv.

Frivilligt ældre

De livsforlængende faktorer indebærer sunde vaner hvad angår: Kost, rygning, alkohol, motion (KRAM) og de fire s’er: Stress, socialt samvær, søvn og stoffer. Og der er ikke kun en livsforlængende effekt forbundet med de otte faktorer: De kan også sikre os flere år uden sygdom:

"Vi skal have fokus på de otte faktorer hele livet, fordi de kan give os flere leveår, men også fordi de kan give os flere år uden at skrænte," siger Bente Klarlund, som har skrevet bogen Yngre med årene.

Og selvom kilden til den evige ungdom stadig ikke er fundet, kan du ifølge forskeren føre en livsstil, hvor dine celler og dermed din krop i biologisk forstand bliver yngre. Her er det ikke kun afgørende, hvad du indtager eller gør – men også hvem du gør det med.

Man kan godt sige, at det er livsforlængende at være frivillig, og man ved ikke rigtigt hvorfor

Bente Klarlund

"Men det har en effekt at have en social omgangskreds og gøre noget med andre mennesker. Modsat ved vi, at det, at være ensom eller have få sociale relationer, koster et par år i dit liv og giver dig dårligere livskvalitet."

24 år mere

Det kan være nærliggende at spørge sig selv, om et liv med fokus på sunde faktorer er indsatsen værd. Her vil gevinstens størrelse nok overraske dig:

"Forskning viser, at hvis du starter med de gode vaner som 40-årig, får du gennemsnitligt 24 år længere at leve i, end hvis du ikke har gode vaner," siger Bente Klarlund.

Venter du med at starte til du er 50 år, får du 21 år mere og som 60-årig giver det 18 år mere. Der er altså ikke tale om dage eller måneder, men mange flere runde fødselsdage, som skal planlægges. Og de gode nyheder stopper ikke her: 

"Det specielle ved de nye undersøgelser er, at selvom du allerede har en sygdom, for eksempel type 2 diabetes, forhøjet kolesterol, har haft cancer eller noget andet, så har det stadig en stor livsforlængende effekt at have fokus på de gode vaner resten af livet."