Det skal du vide, når du coacher dit barn
Få mentaltræner Carsten Oldengaards råd til, hvad du skal vide om forældrecoaching.
Ifølge mentaltræner Carsten Oldengaard bør forældre ikke blande sig eller forsøge at bidrage til sporten på banen, når deres børn dyrker idræt.
Med den mavepuster er vi i gang. Faktum er blot, at mange forældre - frivilligt eller ufrivilligt - gør det alligevel. Så derfor får du længere nede i artiklen et bud på, hvordan vi løser den situation. Men inden du får løsningen, skal du kende baggrunden.
”Forældre er som udgangspunkt forældre og skal ikke stille sig i andre positioner, hverken som træner eller for den sags skyld som agent/manager. Det kan nemlig være uhensigtsmæssigt og ligefrem skadeligt for relationen mellem forældre og barn. I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at forældrepositionen uden sammenligning er den vigtigste kilde til et højt selvværd hos barnet. Og at man som forælder derfor bør fokusere på den ene opgave: At opbygge, vedligeholde og styrke sit barns selvværd – uanset hvilken retning den sportslige udvikling tager,” lyder det fra Carsten Oldengaard, som siden 2008 har arbejdet professionelt med mentaltræning.
Barnet har mest brug for, at du stadig er far eller mor
Allerhelst skulle vi forældre altså holde os helt væk fra indblanding i idrætten og bare være mor eller far. I den optimale verden var forældre kun forældre og trænere var trænere. Det er bare ikke virkeligheden. Specielt i breddeidræt er situationen nogle gange uundgåelig og måske endda nødvendig på grund af trænermangel. Men hvad gør vi så ved det faktum, at det sker alligevel?
Især forældre, men også udøvere og ungdomstrænere hopper gang på gang i resultatfælden
Carsten Oldengaard
Først og fremmest er det meget vigtigt at være bevidst om, at uanset hvor stor en idrætsfaglig viden en forælder har at byde ind med, vil relationen mellem en spiller og en træner altid være anderledes end forældre-barn relationen. Forælderen kan sige de helt rigtige ting i coachrollen, men det er ikke det, barnet efterspørger fra forælderen – specielt i situationer, hvor barnet ikke lykkedes, fortæller Carsten Oldengaard.
CV: Carsten Oldengaard
- Har arbejdet som professionel mentaltræner siden 2008
- Arbejder med sportsudøvere fra 13 år og opefter, og har gennem årene været i berøring med en bred vifte af idrætsgrene, bl.a. fodbold, håndbold, ishockey, badminton, svømning, golf, skydning, kajak og triatlon
- Blandt de mest kendte sportsnavne, der har benyttet Carsten Oldengaards mentale værktøjer og sparring, kan nævnes fodboldspilleren Pernille Harder, badmintonspilleren Viktor Axelsen og håndboldspilleren Line Jørgensen
- I 2016 udgav Carsten Oldengaard bogen ”Mentaltræning i sportens verden – 6 konkrete værktøjer til at udvikle din mentale styrke og præstere bedre”. Bogen henvender sig til sportsudøvere fra 15 år og opefter samt til trænere, der vil støtte deres udøveres mentale udvikling
”Barnet har helt grundlæggende brug for, at forælderen stadig er far eller mor uanset om barnet barnetvinder eller taber.”
Kort sagt: er jeg god nok, selvom jeg ikke vinder? Hav det for øje og husk derudover, at børn højst kan kapere et par råd ad gangen, så mens spillet er i gang, gælder det for forælderen om at vælge sine ord som coach.
Løsning: Samarbejd med træneren
Måske er du som forælder opmærksom på problematikken. Måske kan du endda mærke, at der sker et eller andet mindre gavnligt i relationen til dit barn, når du skal være træner for ham/hende.
En løsning til at optimere den situation, kan være gennem et samarbejde med barnets træner. Find ud af, hvad der er særligt fokus på til træning for tiden. Måske er der fokus på en detalje i serve-situationen. Så kan du som forælder forsøge at fastholde det fokus i kampene. Måske kan I lave en ordning, hvor træneren skriver fokuspunkter ned på et papir, som børnene får med hjem inden turneringer.
Det skaber synergi mellem trænerens arbejde og forælderens coaching, og det gør, at du som forælder ikke kommer ud af en vej, som måske endda modarbejder den daglige træning – og ikke mindst forvirrer dit barn. Giver du og træneren modsatrettede beskeder, kan det godt være, du får plejet egoet hos din indre sofa-landstræner, men det skaber en umulig situation for dit barn at navigere i.
Pas på ”resultatfælden”
”Især forældre, men også udøvere og ungdomstrænere hopper gang på gang i resultatfælden. Altså, at resultatet fylder alt for meget i forhold til de processer, der fører hen til resultatet. Processer er alt det, der knytter sig til hvordan sportsudøveren vil gøre noget. En detalje i processen kunne eksempelvis være, hvordan holder barnet på ketsjeren i servesituationen. Processer, som gør, at den unge sportsudøver bliver bedre, dygtigere og måske en verdensklasseatlet,” siger Carsten Oldengaard.
Ved at sætte rammer for forældrecoaching, hvor det handler om proces frem for resultat, kan en uhensigtsmæssig situationen blive tålelig. Og du kan altid sælge den ved at sige, at det er sådan de allerbedste arbejder.