Boldballade giver boldglæde
I Boldbanden kaster, triller, sparker og skyder de yngste sig til en bedre motorik - og en spirende glæde for at bevæge sig med og uden bold.
Hver lørdag mødes en særlig bande og laver ballade i en hal i Skødstrup. Bandemedlemmerne er små og hurtige på benene, og så er de vilde med boldballade!
"Vi træner hele kroppen og alle mulige øvelser. Jeg er egentlig ligeglad med, om de laver præcis den øvelse, jeg præsenterer dem for, så længe de bevæger sig, udvikler sig og finder glæde ved det," siger Ann Cecilie Møller, som er den ene af Boldbandens to instruktører.
Spark til en håndbold
Børn og forældre løber forhindringsløb mellem hinanden. Barnet er røver og har en stjålen trøje i buksekanten, som politimor eller -far forsøger at fange. Og så kommer boldene på banen – store og små, hårde som bløde.
I Boldbanden får børnene lov til at bruge deres motorik, øve koordination og træne deres sanser i en tidlig alder
Ann Cecilie Møller, instruktør
"Og mor og far behøver ikke tage valget, om barnet skal gå til fodbold eller tennis eller noget tredje. For det kan være svært at vælge, og måske er barnet slet ikke vild med samme idræt, som mor og far er," forklarer Ann Cecilie Møller.
Derfor får børnene lov til at eksperimentere og lege. De kaster med en fodbold og sparker til en håndbold, og leger ballonlege og skyder til bolde med en skumpind. I hallen i Skødstrup er der ingen fare for, at der kun øves indersidespark.
"Det kan være svært at udvikle sig og blive god til en sport, når man fra en tidlig alder måske kun træner de samme få bevægelser og samme del af kroppen. Boldbanden er et hold, hvor børnene får rørt hele kroppen og bliver trygge ved bolde," siger Ann Cecilie Møller.
Og selvom det glæder instruktøren at se, at lille Birk er blevet dygtig til at kaste og gribe og Sidsel nu fuldstændig mestrer at ramme ballonerne med skumpinden, så er det primære mål med banden noget helt tredje:
"Det vigtigste for os er, at børnene skal blive glade for at bevæge sig," siger hun.
iPad’en er sat på bænken
De fleste forældre har erfaret, at de med et enkelt værktøj kan beskæftige barnet i timer uden større indsats. Værktøjet hertil hedder en iPad. Men en times leg i hallen slår alligevel iPad’en med længder, ifølge Ann Cecilie Møller.
"Børnene skærper deres sanser gennem bevægelse, de øver koordination, får en større kropsforståelse, og så giver det energi at bruge energi. Boldbanden planter forhåbentlig en lyst hos børnene til at røre sig. For vi ved, at gør de det, allerede når de er små, er chancerne for, at de også gør det som 12-årig væsentligt større," siger Ann Cecilie Møller, inden lyset i hallen slukker, og de sidste jakker i størrelse lille er kravlet af knagerne og hjem.