6 øvelser med elastik

VIDEO: Få fysioterapeutens seks grundøvelser, som giver dig mulighed for at træne over alt.

Vinteren er over os, og mørke, kulde og regn er ikke de sjoveste forhold at træne under. For mange betyder det nedprioritering af træningen eller endda helt et træningsstop hen over vinteren. Uanset om du er løber, gymnast, fodboldspiller eller noget helt andet, er det oplagt at bruge vinteren til at opbygge din grundform, så du er klar til forårets træning. Træner du ikke i forvejen, er vinteren også en mulighed for at få startet træningen stille og roligt op. I begge tilfælde kan du nemt få trænet hele kroppen derhjemme ved brug af træningselastikker.

Ikke kun for sjov

Træningselastikker har traditionelt været brugt til genoptræning, men de giver også uendeligt mange muligheder for at udfordre din træning generelt. Træningselastikker kan benyttes i stort set alle former for træning, hvis du er lidt opfindsom. Det gælder både yoga, pilates, aerobic, stabilitetstræning, styrketræning, konditionstræning og andre former for træning.

Stort set alle styrkeøvelser kan udføres med en træningselastik, og derfor er elastikkerne oplagte på tidspunkter, hvor du ikke har mulighed for at træne i f.eks. fitnesscenter. Men elastikkerne er også en nem og effektiv træning til dig, der gerne vil starte roligt op med styrketræning eller bare gerne vil have et fleksibelt træningsalternativ.

Desuden egner elastikkerne sig til træning af både unge og gamle, elitesportsudøvere og motionister – alt efter, hvilke øvelser og hvor kraftig en elastik du vælger.

2 trin til succes

Når du træner med elastikker derhjemme, er der særligt to ting, du skal overveje. For det første er det en fordel, at du forsøger at træne hele kroppen og altså få aktiveret så mange muskler som muligt. Elastiktræning er ikke en lige så hård belastning for kroppen, som f.eks. vægttræning, så jo flere muskler du kan få i gang, des mere giver træningen.  Sørg derfor for at få trænet ben, arme og både forside og bagside af overkroppen.

For det andet er det vigtigt, at du bruger en træningselastik, der giver dig en tilpas modstand i øvelserne. Det skal være udfordrende for at have effekt. Det kan være en fordel at have nogle forskellige elastikker, som du kan veksle lidt imellem. Måske er du stærkere i ben-øvelserne, end du er i arm-øvelserne. Men en af fordelene med træningselastikkerne er blandt andet, at du selv vælger, hvor hård en øvelse skal være. Jo mere du strækker elastikken, des hårdere bliver modstanden og dermed øvelsen. Så selvom du kun har en enkelt træningselastik, kan du godt få succes med at udfordre forskellige muskelgrupper alligevel.