Bestyrelsens opgaver og roller
Det gode bestyrelses-team består af en flok medlemmer, der kan noget forskelligt.
Spillerne på et basketball-, fodbold- eller håndboldhold skal kunne noget forskelligt for at blive et Dream Team. Drømmeholdet har den rette rollefordeling mellem forsvars- og angrebsspillere på forskellige positioner og ikke mindst på posten som spilfordeler.
Det samme gælder medlemmerne i foreningens bestyrelse. Ligesom de har forskellige opgaver, skal de også have forskellige kompetencer. Bestyrelsesmedlemmerne skal have flair for forskellige ting. Alle skal ikke kunne det samme, men selvfølgelig vide, hvilke opgaver foreningen og medlemmerne forventer de varetager.
I en god bestyrelse er et eller flere medlemmer gode til at kommunikere. En tredje er god til at administrere, en fjerde til at netværke og den femte er god til at rekruttere - eller andet i den dur.