Tjekliste til den nye formand

Det er en stor ting, når der er udskiftning på formandsposten i en forening. En række formelle ting skal på plads, men skiftet er også en mulighed for at justere opgaver, arbejdsgange og sætte nyt i gang.

En ny formand kan få en fin start med en god overlevering fra den afgående formand og også med inddragelse af kassereren og andre personer, der har en central betydning i foreningens hverdag. Overleveringen kan med fordel indeholde

  • En liste over de steder, hvor foreningens kontaktoplysninger skal ændres (se slideren herunder)
  • Nøgler og adgangskoder til fysiske faciliteter, IT-systemer og sociale medier
  • Præsentation af formandens opgaver - aktuelle såvel som planer på sigt
  • Foreningens årshjul eller sæsonkalender
  • Foreningens økonomiske forhold (gennemgås sammen med kassereren) 

Formandens opgaver

Selv om hele bestyrelsen har ansvar for foreningens aktiviteter mellem to generalforsamlinger, er det typisk formanden, der tegner foreningen som repræsentant ift. offentlige myndigheder, organisation og evt. sammen med kassereren overfor banken, når bilag af en vis størrelse skal attesteres. Det vil typisk fremgå af foreningens vedtægter.

Men en formands opgaver er ikke mejslet i sten. Tværtimod kan et formandsskifte være en anledning til at kigge på om nogle opgaver skal skifte hænder eller uddelegeres til flere. 

Et skifte kan også være den startstreg, hvorfra fornyelse eller visionsprocesser skydes i gang.