Flere børn og unge på vandet

- foreningsfællesskaber for børn og unge

Gennem de seneste år har det været en såkaldt megatrend, at danskerne i stadig stigende grad benytter naturen til oplevelser, idræt og motion. Eksempelvis viste en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut i 2021, at naturen er de voksnes foretrukne idræts- og motionsarena.
Dette viser sig også i en stigende interesse for fritids- og foreningsaktiviteter på vandet. Men hvad med børn og unge, hvordan får vi endnu
flere med på vandet?

Mange muligheder for vandaktiviteter

I Danmark er der mange muligheder for at dyrke vandaktiviteter, som fx kajak, kano, SUP, hav­svømning og  roning og sejlsport.
Vi har en stor kyststrækning, mange søer og åer samt havne­områder med rekreative potentialer. Langt størstedelen af de eksisterende aktivitets­tilbud på vandet er i dag henvendt til voksne.

I DGI Storkøbenhavn - Aktivt udeliv vil vi skabe flere tilbud med vandaktiviteter i fritids- og foreningslivet til børn og unge. Danmark er omgivet af vand, og for langt de fleste danskere er der kort afstand til havet, fjorden eller søen.  

MG 2309

Kysternes potentiale

Vores kyster har et kæmpe potentiale for idræt, bevægelses- og læringsaktiviteter for børn og unge. Ved kysterne kan vi blive klogere på livet i havet, bæredygtighed og havet som resurse. Vi får styr på at begå os på og ved vandet, og vi lærer om sikkerhed i forhold til de forskellige bådtyper. Vi får tekniske færdigheder i fx kajak og SUP. Vi dyrker idræt og motion i et aktivt fællesskab, som er med til at styrke vores fysiske, mentale og sociale sundhed.

#FlereBørnogUngepåVandet

Vi foreslår:

  • at der skabes flere aktivitetstilbud på vandet målrettet børn og unge i havne­områder, på kysten samt ved søer og åer
  • at der udvikles nye aktivitetstilbud på vandet til børn og unge i både eksisterende og nye foreninger
  • at der arbejdes med at udvikle foreningernes interesse og motivation for at inkludere og rumme børn og unge i foreningsfællesskaber på vandet
  • at det prioriteres at understøtte foreninger med aktiviteter på vandet for børn og unge. Det kan fx være at etablere faciliteter, der understøtter vandaktiviteter, fx omklædnings­faciliteter, opbevaring af udstyr og attraktive klubmiljøer m.m.
  • at det prioriteres politisk i kommunale forvaltninger og organisationer at skabe flere aktivitetstilbud på vandet målrettet børn og unge

Vi vil:

  • bakke op om projekter og tiltag for at få flere børn og unge på vandet. Vi indgår gerne i dialog omkring projekter og tiltag.
  • understøtte medlemsforeninger i aktivitetsudvikling af tilbud målrettet børn og unge
  • arbejde med videndeling og erfarings­opsamling af projektindsatser i DGI Storkøbenhavn
  • hjælpe med kompetenceudvikling af instruktører og foreningsfrivillige via vores kurser inden for SUP, kajak og kano
  • understøtte eksisterende foreninger og dannelse af nye foreninger med henblik på at få flere børn og unge på vandet

DGI Storkøbenhavn er idrætsforeningernes udviklingshus

Team Aktivt udeliv ønsker at samle lokale kræfter omkring udvikling og forankring af fritids- og foreningsaktiviteter i naturen for børn og unge.

Som foreningsidrættens udviklingshus brænder vi for at skabe stærke, lokale idrætsfællesskaber. Vi samarbejder med alle typer af idrætsforeninger om bl.a. rekruttering af frivillige, facilitetsbehov, aktivitetsudvikling, foreningsdannelse, social inklusion, markedsføring, skolesamarbejder, kurser og events.

DGI Storkøbenhavn dækker 11 kommuner i hovedstadsområdet. Vi har oplevet massiv medlemsvækst i de seneste mange år. I 2022 havde vi ca. 600 medlemsforeninger med 254.000 medlemmer i alt.