Bæredygtighed
Vi ønsker at tage ansvar for en mere bæredygtig fremtid. Her kan du se, hvilke initiativer vi har igangsat for at tage første pedaltråd mod en grønnere fremtid for Hærvejsløbet og for planeten.
Vi ønsker fra DGI Hærvejsløbet at bidrage til bevægelsen mod en mere bæredygtig verden. For at beskytte vores planet og for at sikre en bæredygtig fremtid for kommende generationer.
Vi har taget de første pedaltråd mod større bæredygtighed, men vi er klar over, at der stadig er et bjerg at bestige, og at vi ikke er i førertrøjen endnu.
Her er nogle af de måder, vi allerede arbejder på at gøre Hærvejsløbet mere bæredygtigt:
- Fælles transportmuligheder: Hærvejsløbet er et A til B-løb, som stiller store krav til deltagernes planlægning, transport og logistik. Vi arbejder hårdt for at gøre denne del så nem og miljøvenlig som mulig for deltagerne.
Derfor tilbyder vi i samarbejde med VIKINGBUS fælles bustransport til alle startsteder både før og efter løbet, og vi evaluerer løbende på de enkelte busafgange- og tider for at gøre fælles bustransport mere attraktivt for deltagerne. Samtidig fastsættes deltagerprisen for bustransport under kostprisen, så det ikke kun er deltagerne, der betaler for en grønnere transport til løbet.
Alt dette reducerer antallet af individuelle biler på vejene og mindsker CO2-aftrykket. - Social ansvarlighed: Vi forankrer eventet lokalt hos lokale arrangørforeninger, der varetager en lang række opgaver i forbindelse med afviklingen af Hærvejsløbet.
Det styrker ikke kun den enkelte forening og dermed lokalsamfundet, men sparer også på logistik og transport af udstyr og forplejning. Dette reducerer vores CO2-aftryk og styrker det lokale fællesskab.
Derudover kommunikerer vi vores fokus på bæredygtighed til de lokale arrangørforeninger, hvilket øger deres bevidsthed f.eks. i forbindelse med indkøb til startområder og depoter.
Det være sig for eksempel i forbindelse med indkøb af forplejning til depoterne, hvor vi så vidt muligt opfordrer til køb og brug af lokalt producerede råvarer og fødevarer. Et godt eksempel herpå er depotet i Nr. Snede, som bl.a. serverer småkager fra Kelsen Group, hvis produktion ligger i Nr. Snede få hundrede meter fra depotet.
Arrangørforeningerne modtager også et økonomisk bidrag for deres indsats i forbindelse med Hærvejsløbet, som giver dem bedre forudsætninger for at arbejde bæredygtigt både under eventet og i hverdagen. - Investering i langtidsholdbart udstyr: Når vi indkøber udstyr som skilte, bannere, dekorationer og andre tryksager, investerer vi i langtidsholdbare produkter af høj kvalitet fra danske leverandører, som vi kan stå inde for, og som selv arbejder med omtanke for miljøet.
Det betyder, at materialet ikke kun er funktionelt og smukt, men også kan holde i mange år. Ved at vælge kvalitetsudstyr reducerer vi vores samlede affald og mindsker behovet for hyppig udskiftning.
Et godt eksempel er, at en stor del af indkøbene foretages ved danske Step Print Power, der var blandt landets første trykkerier, som begyndte at arbejde målrettet for at forbedre miljøet. Det sker bl.a. gennem et reduceret energiforbrug, mindre spild og affald og bortskaffelse af kemi. Som bevis herpå har Step opnået en række miljøcertifikater. - Tæt samarbejde med Naturstyrelsen: Vi arbejder tæt sammen med Naturstyrelsen, der aktivt fremmer og beskytter naturen i Danmark, forbedrer biodiversiteten og skaber gode rammer for friluftslivet. Dette partnerskab styrker vores forståelse for miljøet og hjælper os med at minimere vores påvirkning på naturen.
- Minimering af engangsprodukter: Vi fokuserer på at minimere og på sigt helt fjerne brugen af engangsemballage og plastik. I første omgang opfordres arrangørforeningerne til at indkøbe engangsservice af mere bæredygtige materialer.
Flere af depoterne, f.eks. i Engesvang, har også startet omstillingen fra engangsservice til normalt service, der kan vaskes op og bruges igen og igen.
Deltagerne opfordres til at bruge genanvendelige kopper ved depoterne, hvilket reducerer vores affaldsmængde betydeligt. - Affaldssortering: Vi placerer spande til affaldssortering i startområderne, på depoterne og i målområdet for at sikre korrekt genanvendelse af affald.
- Forventninger til leverandører: I forbindelse med indkøb udfordrer vi vores leverandører til konstant at forbedre deres bæredygtighed, og bæredygtighed indgår som en parameter i udvælgelsen af leverandører på linje med kvalitet og pris. Det skaber incitament til positiv forandring hos leverandørerne.
Bl.a. derfor er vi glade for at have PurePower som officiel energipartner, da alle produkter er produceret i Danmark, og da de arbejder sammen med MiljøvenligPakning for at reducere CO2-aftrykket af emballagen på de mange produkter, som hver dag sendes til kunderne. - Ekstern ekspertise: Sammen med hele DGI-organisationen samarbejder vi med Worldperfect, der rådgiver virksomheder omkring bæredygtighed og grøn omstilling. De hjælper os med at identificere områder, hvor vi kan forbedre os.
Derudover har vi frem mod 2024 tilknyttet en ekstern konsulent til teamet bag Hærvejsløbet til at vurdere eventet som helhed, så vi kan implementere åbenlyse tiltag, der fremmer bæredygtigheden.
Vi er stolte af vores nuværende initiativer, men vi er også ydmyge og erkender, at vi stadig har meget at lære og forbedre. Dette er blot begyndelsen på vores rejse mod en grønnere fremtid.
Vi er dedikerede til at lytte, lære og handle for at gøre Hærvejsløbet så bæredygtigt som muligt.
Vi opfordrer alle vores deltagere, samarbejdspartnere og sponsorer til at deltage aktivt i denne rejse mod den grønne førertrøje i bæredygtighed sammen med os.