L'Etape Denmark
DGI Hærvejsløbet er en del af den internationale løbsserie L'Etape by Tour de France, som arrangeres i samarbejde med Tour-arrangørerne A.S.O. Her kan du læse, hvad det betyder for dig som deltager.
I 2025 køres landevejsruterne ved DGI Hærvejsløbet igen som officielt L'Etape by Tour de France-event. Det sker, efter DGI Hærvejsløbet i samarbejde med Viborg Kommune er blevet en del af Tour de France-arrangørernes L'Etape-løbsserie under navnet L'Etape Denmark by Tour de France.
Det betyder, at du som deltager på landevejsruterne får muligheden for at føle dig næsten som en Tour de France-rytter for en dag.
Hvad betyder det for dig?
For alle deltagere gælder, at vi holder fast i de spændende og udfordrende ruter, den gode skiltning, fællesskabet, stemningen og udvalget i depoterne, paradekørslen i Viborg og festen på Paradepladsen i målområdet.
Derudover får hele eventet og især landevejsrytterne nu tilført en ekstra følelse af Tour de France.
Det kommer blandt andet til at betyde:
- Oplevelsen i målområdet bliver helt ekstraordinær med en hidtil uset gul fest, og der opbygges en mindre Village kendt fra Tour de France-målbyerne.
- Du vil møde de velkendte Tour de France-logoer, -farver og -symboler på hjemmesiden og i vores kommunikation.
- Undervejs på ruterne vil der være indlagte korte segmenter med tidtagning. Her har du mulighed for at kæmpe med om de officielle Tour de France-førertrøjer.
- Den grønne trøje uddeles til den mand og kvinde på hver rute, som har den sammenlagt hurtigste tid for alle de flade segmenter med tidtagning.
- Den prikkede trøje uddeles til den mand og kvinde på hver rute, som har den sammenlagt hurtigste tid på alle bakkerne med tidtagning.
- Den gule trøje uddeles til den mand og kvinde på hver rute, som har den hurtigste tid for hele ruten.
- Depoterne vil have samme fantastiske stemning og udvalg, som de er berømte for, men med et yderligere pift af fransk stemning og Tour de France.
- Vinderne af de forskellige trøjer hyldes ved en officiel podieceremoni i målområdet.
- Et kvalitetsløft af hele eventet og endnu bedre sikkerhed.
- Unik forhåndsadgang til tilmelding til L'Etape du Tour de France.
Gælder det også MTB- og gravelruterne?
L'Etape by Tour de France-løbsserien tager udgangspunkt i landevejsløb - nøjagtig som det rigtige Tour de France. Derfor er MTB- og gravelruterne ikke en officiel del af L'Etape-konceptet.
Kører du MTB eller gravel, kan du altså trygt forvente et løb på lige så højt et niveau som sædvanligt. Du kommer også til at møde Tour de France-stemningen i det store målområde i Viborg akkurat som alle andre deltagere, så det er en ekstra bonus.
Vores deltagere på MTB og gravel udgør en mindst lige så stor og vigtig del af DGI Hærvejsløbet som deltagerne på landevejscykler. Derfor har MTB- og gravelruterne stadig vores fulde opmærksomhed, så vi bibeholder den høje kvalitet.
Handler det så kun om konkurrence nu?
Nej! Vi ønsker at holde fast i DGI Hærvejsløbets DNA. Det DNA, der handler om at cykle i fællesskab, få en stor cykeloplevelse sammen, tage sig god tid til at nyde depoterne og udfordre sig selv på det niveau, man er på.
Det rokker vi ikke ved. L'Etape-konceptet er en tilføjelse, der giver hele løbet et kvalitetsløft, som kaster Tour de France-stemning udover især målområdet, og som minder os om den fantastiske sommer i 2022, hvor Tour de France startede i Danmark.
Derudover giver L'Etape en unik mulighed til de ryttere, der har lyst til at konkurrere. De indlagte segmenter med tidtagning lægger op til, at du kan cykle til starten af segmentet med din gruppe, køre segmentet hurtigt, hvis du har lyst, og efterfølgende vente på din gruppe igen.
Hvorfor er DGI Hærvejsløbet blevet en del af L'Etape?
A.S.O. var ellevilde over den danske Tour de France-start. De vil efterlade et vedvarende aftryk i Danmark som minde for danskerne, og for at Tour de France og cykelfeberen kan leve videre her mange år endnu.
Vi ønsker at arrangere så godt et event som muligt, så endnu flere får lyst til at deltage og cykle. Flere deltagere kan give flere aktive cyklister og flere medlemmer i cykelklubberne, ligesom det vil kaste et større økonomisk bidrag af sig til de frivillige arrangørforeninger.
Vores vigtige samarbejdspartner Viborg Kommune arbejder også for at øge idrætsdeltagelsen og styrke det lokale foreningsliv, ligesom byen og kommunen har glæde af flere besøgende og turister.
Samarbejdet med ASO tager det bedste fra begge verdener. Hærvejsløbets DNA skal der ikke rykkes ved; vi er fortsat et motionscykelløb med fokus på oplevelsen, fællesskabet og med de 25 arrangørforeninger i centrum.
Tour de France har en helt særlig magi og tiltrækning. Vi håber, at det kan være med til at tiltrække helt nye ryttere - lige fra de mange nye, som er startet med at cykle efter Tour-starten i Danmark, til de mere seriøse, der har lyst til at udfordre dem selv og konkurrere om de officielle Tour de France-førertrøjer.
Hvad sker der med de frivillige og foreningerne?
Det er fortsat de fantastiske 25 arrangørforeninger og deres 1.000 frivillige, som sammen med os står bag eventet.
Vi er enormt stolte over at arrangere Danmarks største tilbagevendende motionscykelløb, der kun kan lade sig gøre pga. det danske foreningsliv, og at det sker på så højt et niveau, at vi kan tiltrække partnere som A.S.O. Det er et vidnesbyrd om foreningslivets særlige rolle og evne.
Med et endnu stærkere motionscykelløb kan vi styrke foreningerne, de frivilliges involvering og lyse lygten kraftigt på de danske foreninger. Alt dette skaber det rette miljø for, at vi kan skabe flere broer mellem deltagerne og foreningslivet.
Kommer der flere deltagere, kan arrangørforeningerne også se frem til at større økonomisk bidrag, som de kan bruge til at gøre en forskel for deres medlemmer og frivillige i deres lokalsamfund.
Vi kan kun vise dig indholdet her, hvis du accepterer marketing-cookies. Ret dine cookie-indstillinger