Depoter

DGI Hærvejsløbet er kendt for sine depoter, som deltagerne mener, er Danmarks bedste. Her kan du se mere om, hvad du kan forvente.

Hvor mange gange har du fået serveret røræg med bacon, pulled pork-burger eller soft-ice under et motionsløb?

Det er bare nogle af de ting, der serveres i de i alt 17 forskellige depoter til DGI Hærvejsløbet.

Vi lægger vægt på oplevelserne frem for en hurtig sluttid, og det skal være en oplevelse at komme til et depot. Derfor finder du ikke energibarer og -gels i depoterne ved Hærvejsløbet, men et bredt og varieret udvalg af rigtig mad, snacks, kager, chokolade, brød, frugt, grønt, kaffe, energidrik mm.

Arrangeres af lokale frivillige

Bag hvert depot står en lokal forening og et hav af frivillige. Foreningen er ansvarlig for depotet og er selv med til at bestemme, hvad den ønsker at servere for dig.

Flere steder byder på lokale specialiteter, mens nogle depoter er blevet nærmest legendariske for en bestemt ret som f.eks. "Præriesuppen" i Nørre Snede.

Derfor er det heller ikke det samme udvalg, som du finder i alle depoterne - det er forskelligt fra depot til depot og fra rute til rute.

Udover forplejningen får depoterne især ros for den fantastiske stemning og atmosfære, som de frivillige skaber.

Du støtter lokale foreninger

Som tak for hjælpen modtager foreningen et økonomisk bidrag. Det betyder, at en del af dit startgebyr går direkte ud i foreningslivet, og at du f.eks. er medvirkende til, at et lokalt U14-fodboldhold kan komme på den årlige udlandstur, og at en forening kan holde en fest for hele landsbyen.

Hvert år går der over 1 mio. kroner af omsætning ud til arrangørforeningerne.