Læg en plan
En enkel plan for en eller to indsatser er ofte bedre end komplicerede kommunikationsplaner. Her får du opskrifter på begge dele.
Hvis I savner overblik eller føler, at jeres forening bør tage nye initiativer hen over sæsonen for at få flere med til foreningens arrangementer eller øge foreningens synlighed, kan løsningen være en kommunikationsplan.
Egons finurlige planer
Før I går i gang med at udarbejde planer, så husk på Egon i Olsen Banden. Meget går galt for ham, selv om ALT er timet og tilrettelagt.
Somme tider er det bedre at fokusere på en enkelt indsats end at kaste sig over arbejdet med en samlet årsplan. En samlet plan kan se fin ud på papiret, men giver ringe nytteværdi, hvis den havner i skrivebordsskuffen.
De første skridt
Start eventuelt med en plan for en afgrænset aktivitet. Afprøv den. Prøv med en aktivitet mere. Senere kan I gå videre til at udarbejde en plan for hele året.
Værktøjer til planlægning
Udfyld dette skema til at udarbejde en handlingplan med afsæt i et budskab.
Eller brug dette arbejdspapir, som giver jer en plan for kommunikationen for en enkelt aktivitet eller for et område, som I vælger at arbejde med - helt fra drøm til medievalg.
I kan for eksempel starte med en plan for
- sæsonens sidste kamp
- forårsopvisning
- sæsonstart
- sommerfest
- åbent hus
- sponsorcup
- det nye trænerteam
- aktive forældre
- skolesamarbejde
- eller andet, der er i tråd med foreningens idé/brand.
Videre med planerne
Arbejdspapiret kan også bruges til et afgrænset område. Her er nogle eksempler: Vælg for eksempel intern kommunikation
- mellem instruktører, trænere og bestyrelse
- mellem trænere og forældre på juniorholdene
- til alle i de månedlige nyhedsbreve
- mellem ledere og trænere på sociale medier
Årshjul eller sæsonkalender
Hvis I har en sæsonkalender, kan den udbygges med kommunikationsopgaver eller I kan udarbejde et årshjul. Plandisc.com er et digitalt årshjul og planlægningsværktøj, som frit kan bruges eller foreningen kan købe licens med en særlig DGI-rabat.
I kan også lave et årshjul med Excel - se videoen, hvor Stine Storgaard Nielsen guider dig gennem 7 trin til opbygning af et århjul.
Giv os feedback på arbejdet med planerne
Har du brugt arbejdspapiret, plandisc.com eller arbejdet med årshjulet? Hvordan virkede det for dig og din forening? Send dine kommentarer til udspil@dgi.dk