Christina Hedegård

Christina Hedegårds CV

Er 40 år med bopæl i Ringkøbing.

Er ansat som træningsvejleder i idræt og facilitetsbehov for militære trænere og myndighedsledere på fem kaserner i Region Sydjylland.

Har siddet i ledelsen af DGI Vestjylland i 2015, men stopper dér, hvis hun vælges til DGI’s hovedbestyrelse.

Har været ansat som freelance foreningskonsulent i DGI Vestjylland.

Har dyrket håndbold, volleyball på landsholdsniveau, beachvolley på eliteplan, militær femkamp på landsholdsplan i 2003-2007 og i dag open water svømning.

Hvorfor opstiller du til DGI's hovedbestyrelse?

Jeg har altid været en aktiv idrætsudøver, der de seneste år er blevet engageret i ledelse- og idrætspolitisk arbejde. Jeg brænder også for fysisk aktivitet og for de positive effekter, den giver. Og så vil jeg gerne være med til at få flere mennesker til at dyrke idræt.

Bevæg dig for livet er en stor satsning for DGI på flere områder. Hvilket potentiale og hvilke udfordringer ser du i samarbejdet med DIF og DIF's specialforbund?

Jeg ser et enormt stort potentiale i, at de to store organisationer er gået sammen. Mange ser DGI som breddeidrætten og DIF som elitær, men jeg ser mere på fællesnævneren: En ambitiøs og bred målsætning, som begge vil kæmpe for at indfri. 

Udfordringen er, at der i begge organisationer er en stor fælles målgruppe, som kan ryge ud i en konkurrence lokalt. Men det synes jeg bare er sundt.

Udfordringen er også, at DGI og DIF er to traditionsbunde organisationer med forskellige perspektiver. Men trods viljen til at løse opgave, vi må også begrave stridsøksen på andre områder og tænke på udøvernes behov.

Hvad skal der til for at styrke demokratiet i DGI - bl.a. med udsigt til årsmøde hvert andet år?

For mig at se, er demokrati i DGI meget andet end årsmødet. Hovedbestyrelsen skal snarere gøre mere ud af at skaffe sig indsigt i den måde, landsdelsforeningerne arbejder på ved at tage ud at lytte. 

Der findes frustration ude i landet, bl.a. om de fælles SPOTA-mål. Her kan DGI opnå mere ved at skabe en større handlefrihed for at nå det fælles mål. Der bliver jo danset mere i Vestjylland end København. Skaber vi en større handlefrihed, kan vi skabe mere ejerskab til at løse opgaverne i landsdelsforeningerne.

Hvordan vil du arbejde for at udvikle idrætsforeningernes bærende rolle som udbydere af idræt og motion?

  • Ved at støtte foreningernes opsøgende arbejde og hjælpe dem med at være rummelige.
  • Ved at hjælpe foreningerne til at udnytte de sociale medier til at udvikle deres foreningsarbejde.
  • Ved at hjælpe foreningerne til at tænke sig ind i lokale klyngesamfund, så de kan have mere fokus på at tænke sig ud af boksen for at udvikle sig.

På den måde kan foreningerne blive holdningsdannende for at andre aktører i deres lokalsamfund.

Hvilken mærkesag vil du fokusere på i din kommende periode som medlem af hovedbestyrelsen?

Jeg har et hjertebarn. Jeg ser et stort potentiale i forhold til Bevæg dig for livet i vores veteraner, vores politi, hjemmeværnsfolk og beredskabsstyrelsen. 

Der er potentielt 100.000 medlemmer i de grupper. Det er folk, som måske har svært ved at integrere sig i foreningslivet, men kan finde plads i idrætsforeninger, der er så stærke, at de kan rumme den type medlemmer og deres pårørende. Måske kan vi lave en veteranpolitik sammen med DIF og hente penge i en projektpulje, der er en del af det seneste forsvarsforlig.