3 skridt til en ny hjemmeside
En god og skarp hjemmeside kan ikke være alt for alle. Derfor er det vigtigt at tage en snak i foreningen om til hvem, hvorfor og hvordan siden skal opbygges.
Her er et oplæg til diskussion i foreningen bygget over 3 trin, så I kommer omkring nogle af de overvejelser, der er vigtige, inden I laver en ny hjemmeside.
Trin 1: Hvem skal besøge hjemmesiden?
Start med at identificere de målgrupper, I helst vil i kontakt med.
Hvem vil I nå
- foreningens medlemmer?
- forældre?
- interesserede og kommende nye medlemmer?
- presse?
- kommune m.fl.?
Skriv en liste over besøgende og målgrupper og prioriter den.
Diskutér hvem I helst vil i kontakt med, og hvem I vil kontakte på andre måder.
Nogle målgrupper er nemmere at lokke ind på siden end andre. Forældre og medlemmer vil højst sandsynligt kigge med, mens repræsentanter for pressen sjældent kommer forbi af sig selv.
Trin 2: Hvad vil I fortælle? - Kortlæg jeres indhold
Afklar, hvad I vil lægge på af indhold, og hvordan I vil formidle det.
For hver målgruppe kan I med fordel definere to ting:
- Hvilke informationer efterspørger gruppen?
- Hvad vil I gerne fortælle dem?
I kan eventuelt lave et skema som ser ud således:
Målgruppe |
Behov for information |
Vi vil fortælle om: |
Forældre |
Træningstider og stævner |
Sociale arrangementer |
Presse |
Kontaktinfo |
Succeshistorier fra klubben |
Når I diskuterer målgruppernes behov, skal I forsøge at sætte jer i målgruppens sted og komme med kvalificerede gæt. De bedste svar får I naturligvis ved at spørge dem direkte om, hvad de ønsker at finde på jeres hjemmeside.
Trin 3: Hvordan vil I fortælle det?- Tegn en hjemmeside
Ud fra målgruppernes prioritering og kortlægningen af indhold har I en oversigt over det vigtigste indhold på hjemmesiden. Nu skal I tegne hjemmesiden, for det er nemmere, hurtigere og billigere at rette en tegning end en hjemmeside.
Der skal laves 2 tegninger:
1. tegning: Menustruktur
Menustrukturen tegnes ved at starte med forsiden. Lav et mindmap over, hvilket indhold man skal kunne komme til fra forsiden. Forsøg at samle indholdet i klumper. Navngivning af klumperne skal give mening for både den vigtigste målgruppe og de besøgende, der kommer tilfældigt forbi.
2. tegning: Forsiden
Tegn forsiden, som du ser den, på et stykke papir, og diskutér, hvilke elementer, der er centrale med udgangspunkt i målgruppe-listen.
Ved at gennemgå disse trin danner I et godt grundlag for at lave en ny hjemmeside. Vær dog opmærksom på, at uanset hvor grundige jeres diskussioner har været, vil der altid være ændringer, inden siden kommer online.