Løn eller faktura
Kan en træner sende faktura for sit virke i stedet for at få løn?
Spørgsmålet har baggrund i forholdet mellem foreningen og træneren. Det helt klare udgangspunkt er, at det at være træner i en forening er et ansættelsesforhold, og hvis træneren skal have vederlag for sit arbejde, er der tale om løn og hertil hørende træk af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Træneren skal også have feriegodtgørelse efter ferielovens regler.
Derimod kan en træner normalt ikke anses for at udføre sit arbejde som led i en erhvervsvirksomhed, der sender faktura. Det skyldes, at det at være træner normalt skattemæssigt og ansættelsesretligt vil blive anset for at være et ansættelsesforhold. Foreningen har ledelsesret og kan dermed give træneren anvisninger, da arbejdet udføres for foreningens regning og risiko. (foreningen er altså arbejdsgiver).
Foreningen er arbejdsgiver, fordi der er tale om en løbende arbejdsydelse, og da arbejdet udføres inden for rammerne af et arbejdsforhold.
Erhvervsmæssig virksomhed
Det er derimod kendetegnende for at drive erhvervsmæssig virksomhed, at der er tale om at drive erhverv for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud, og at der typisk laves arbejde for flere kunder. Det vil kun yderst sjældent være situationen for en træner.
Så svaret på det rejste spørgsmål er altså nej, bortset fra helt særlige tilfælde.
I strid med skattereglerne
Skattestyrelsen kan dog berette om, at det i stigende omfang opleves, at trænere sender faktura til foreningen. Men det er altså normalt i strid med skattereglerne (og de ansættelsesretlige regler).
Foreninger skal altså sørge for, at aftalen med træneren er udformet som et ansættelsesforhold, hvor der betales løn og feriepenge, og hvor der indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og sker indberetning til Skattestyrelsen.
DGI opfordrer foreningerne til at være opmærksomme på det anførte.
Steen F. Andersen/21. april 2022