Børn og bevægelse
De 3-6-årige børns bevægelsesglæde er kæmpestor. Spørgsmålet er, hvordan vi tilrettelægger træning, kampe og opvisninger, så også større børn og unge fastholder glæden ved at bevæge sig.
I den seneste undersøgelse af danskernes idrætsvaner har børn i 6-års-alderen rekord i idrætsdeltagelse blandt alle danskere, og deres glæde ved bevægelse er kæmpestor.
Undersøgelsen fra Idrættens Analyseinstitut, der er foretaget i efteråret 2020, viser, at 9 ud af 10 børn i 6-års-alderen er idrætsaktive i fritiden. Blandt de 3-6-årige ligger idrætsdeltagelsen i gennemsnit på 82 procent. Til sammenligning er lidt færre, nemlig 80 procent af børn og unge i alderen 7-15 år idrætsaktive. Endnu færre, dvs. 75 procent i aldersgruppen 13-15 år dyrker sport og motion i fritiden.
Dertil kommer, at med en idrætsdeltagelse på 80 procent af de 7-15-årige ramte aktiviteten for denne aldersgruppe det laveste niveau siden 2007 i undersøgelsen af danskernes idrætsvaner over tid.
Anbefalinger til idræt for børn
Der er altså god grund til at overveje, hvordan vi kan hjælpe de mindste børn til at fastholde den store bevægelsesglæde, som tallene fra Idans undersøgelse også viser, at de 3-6-årige har.
Mange gode svar på spørgsmålet om, hvordan vi bedst stimulerer børns bevægelsesglæde, findes i DGI’s anbefalinger til motiverende idræt for børn i alderen ca. 5-12 år.
> DGI's anbefalinger til motiverende børneidræt.
Andre svar kan hentes i en række koncepter, som DGI har skruet sammen netop med henblik på at motivere børn til bevægelse og stimulere deres bevægelsesglæde.
Og DGI’s træner- og instruktøruddannelse giver både nye og erfarne trænere og instruktører viden, værktøjer og træning i skabe de gode oplevelser, der kan stimulere børns bevægelsesglæde.