Tal om frivillighed

Frivilligheden er ikke i krise. Danskere vil gerne engagere sig, og niveauet har ligget stabilt de seneste 20 år, men tidsforbruget har ændret sig en smule. Det viser flere forskellige undersøgelser.

Meget tyder på, at danskernes frivillighed har det lige så godt, som for 20 år siden – sådan helt generelt.

Undersøgelser af danskernes frivillighed

  • Danskernes motions- og sportsvaner 2020, udgivet af Idrættens Analyseinstitut i oktober 2020
  • Vives Frivillighedsundersøgelse 2020, en repræsentativ befolkningsundersøgelse af udviklingen i danskernes frivillige arbejde
  • DIF og DGI's undersøgelse (Epinion 2023). Se en sammenfatning af resultaterne i artiklen Danskerne vil gerne arbejde frivilligt i idrætsforeningerne.

Det ved vi, fordi forskere, analyseinstitutter og -bureauer jævnligt sætter lup på danskernes frivillige indsats. Derfor har vi mange tal for det. Resultaterne kan variere, men et dyk ned i de seneste undersøgelser viser, at tallene ikke er så forskellige endda. Se med her:

Befolkningen og frivilligheden

Det afhænger selvfølgelig af, hvordan man spørger og afgrænser opgaverne, men det er ikke helt skævt, at flere end hver tredje dansker er frivillig, og at rigtig mange er frivillige på idrætsområdet. 

Vives frivillighedsundersøgelse fra 2020 fastslår, at 36 pct. af danskere i alderen 16-89 år er frivillige, og andelen har været stabil siden 2004. I dette tal indgår ikke alle, der har deltaget i såkaldt tidsafgrænset frivilligt arbejde, fx. at hjælpe ved en festival. Det giver ekstra 7 pct., og når de tælles med, lander andelen af frivillige på 43 pct.

Når Vive sammenligner andelen af frivillige indenfor forskellige områder, for eksempel kultur, sundhed, miljø, politik, idræt m.fl. – i alt 14 områder – er idrætsområdet det absolut største område. Her har 12 pct. af den voksne befolkning har arbejdet frivilligt i 2020.

DIF og DGI's undersøgelse, som foretaget af Epinion, 2023 fastslår, at 43 pct. af danskere over 15 år har udført frivilligt arbejde det seneste år, og også at flest har været frivillige indenfor idræt.

DIF og DGI's 43 pct. er altså noget højere end Vives 36 pct., men hvis vi hos Vive medtager de, der er lejlighedsvist frivillige, stemmer tallene overens.

Ifølge DIF og DGI er 13 pct. af voksne danskere frivillige indenfor idræt, hvilket stemmer fint med Vives 12 pct.

DIF og DGI fastslår desuden, at regelmæssig frivillighed fortsat er mest udbredt, og angiver tallet til 36 pct. I DIF og DGI's undersøgelse beskriver 30 pct. deres engagement som en enkeltstående eller lejlighedsvis tilbagevendende indsats.

Idans undersøgelse af Danskernes motions- og sportsvaner fra 2020 konkluderer, at 35% af de voksne (16 år og derover) udfører en form for frivilligt arbejde på idrætsområdet. Idrætsområdet dækker bredt, fx også arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Heraf er flest, dvs. 21 pct. er frivillige i foreninger.

Typer af frivillige opgaver

Frivillige opgaver og funktioner kan antage mange former, og det er kendetegnende, at en del frivillige påtager sig flere opgaver og flere typer af opgaver, for eksempel kan du møde foreningsformanden som bartender ved sommerfesten, eller holdlederen som hjælper ved juletræsfesten.

I Vives frivillighedsundersøgelse fra 2020 fordeler de tre største opgavetyper sig på tværs af alle områder (tal for idræt i parentes) på flg. vis:  

  • 45 pct. (47 pct.) udfører bestyrelses- og udvalgsarbejde
  • 38 pct. (42 pct.) udfører praktisk arbejde, dvs. rengøring, indkøb, kørsel, caféarbejde m.v.
  • 22 pct. (37 pct.) varetager opgaver indenfor uddannelse, undervisning eller træning

Tallene viser, at indenfor alle tre opgavetyper ligger idrætsområdet højere end gennemsnittet for alle områder i Vives undersøgelse.

Også ifølge DIF og DGI's undersøgelse varetager frivillige mange forskellige funktioner – og ofte også flere ad gangen. Hver tredje (34%), der udfører frivilligt arbejde, beklæder en formands- eller tillidspost, og yderligere hver tredje varetager praktisk arbejde (30%). Godt hver fjerde står for en aktivitet (28%) og en ligeså stor andel er assistent/medhjælper ved en aktivitet (28%).

Idans undersøgelse af Danskernes motions- og sportsvaner fra 2020 handler alene om frivillige på idrætsområdet. De fire opgavetyper, der fylder mest, er:  

  • 24 pct. er frivillige ved enkeltstående events
  • 11 pct. har en tillids-, bestyrelses- eller udvalgspost.
  • 14 pct. udfører praktisk arbejde
  • 9 pct. er træner, instruktør eller hjælpeinstruktør

Lille fald i tidsforbrug

Samlet set fastslår Vive, at frivillige i gennemsnit har brugt 15,5 timer inden for den seneste måned på frivilligt arbejde. Det svarer til knap 4 timer om ugen. I 2004 var det tilsvarende tal 17 timer. Noget kunne tyde på en nedgang, men Vive fastslår, at tallet ikke er statistisk signifikant. Noget af nedgangen kan ifølge Vive skyldes coronapandemien, men kunne det også tænkes, at frivillige overkommer samme mængde opgaver på kortere tid, for eksempel pga. digitale hjælpemidler?