Motivation: Dyrk den gode stemning

Frivillige ledere, trænere og instruktører motiveres af noget forskelligt. Fælles for alle er dog, at de ønsker ansvar og medbestemmelse i et konstruktivt klima. Foreninger, der skaber det bedste miljø for frivillige, når længst med ambitionerne.

Det er vidt forskelligt, hvad der motiverer mennesker til at udføre frivilligt arbejde i en forening. Nogle elsker deres idræt så meget, at de uden forbehold ønsker at favne den 24-7. Andre søger udfordringer, de ikke møder i det daglige arbejde. Og atter andre sætter pris på det sociale samvær gennem udvalg, bestyrelse eller trænergerning.

5 vigtigste grunde til at være frivillig

Trods listen af forskellige årsager får du her en top fem over de mest hyppige og vigtige grunde til at vælge frivilligheden til:

  1. Det er sjovt at sætte noget i gang og få ting til at fungere.
  2. Jeg er interesseret i min idrætsgren.
  3. Jeg kan godt lide, at foreningen får nogle resultater og klarer sig godt.
  4. Jeg lærer at omgås andre mennesker.
  5. Jeg synes, at det er vigtigt at hjælpe andre.

Listen er baseret på undersøgelsen Motiver til frivillighed – Frivillige i idrætsforeninger af Ulla Habermann, Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

8 veje til en god stemning

Undersøgelsen fortæller også, at frivillige særligt motiveres af en god stemning i foreningen og følelsen af at gøre en forskel. Men hvordan skaber man det? Her er otte bud:

  1. Sæt fælles mål for arbejdet.
  2. Tag udgangspunkt i det, I er gode til.
  3. Snak om løsninger frem for begrænsninger
  4. Vis respekt for andres indsats.
  5. Ros! Vis anerkendelse – også midt i processen.
  6. Giv hinanden lov til at udføre nye og uvante opgaver.
  7. Vær åben over for andres holdninger og andres måder at udføre opgaver på. Tænk forskellighed som en styrke.
  8. Hold humøret højt!

Lad flere bestemme

Frivillige kan godt lide at påtage sig en forpligtelse, løse opgaver og blive anerkendt for det. Det betyder, at man som frivillig ønsker at blive set som en ressourcestærk person, der kan udrette noget - og sådan føler man sig også selv.

Derfor nytter det heller ikke, at du som formand eller bestyrelse vil bestemme det hele selv. Der skal være reel mulighed for, at den frivillige kan få

  • indflydelse på opgaven
  • ansvar for at den løses
  • tillid til at løse opgaven uden kontrollerende øjne i nakken

Det gør anerkendelse derimod. Også selv om man ikke er færdig med opgaven endnu. Fokuser på løsninger frem for om barrierer.

Klare mål øger motivation

Det kan være en god ide at finde ud af, hvad målet med indsatsen egentlig er. Tag en dialog. Spørg for eksempel:

  • Hvorfor vil du bruge din tid på at arbejde i foreningen?
  • Hvad er dit mål som træner, instruktør, bestyrelsesmedlem osv.?
  • Hvad vil du opnå personligt?

Når både forening og frivillig er klar over den frivilliges primære motivation, er det lettere at prioritere og tilrettelægge arbejdet, så det bliver tilfredsstillende at udføre. Hvis personen henter motivation i det sociale, skal der prioriteres tid til kaffe, ostemadder og fælles oplevelser. Hvis personen ønsker nye udfordringer, er det måske kurser, uddannelse og udvikling af nye aktiviteter, som skal være i fokus.

Læs mere: Hold personlig udviklingssamtale med din frivillig