Morgensvømning - leg i sandet - mikroplast - havkajak - fritidsaktiviteter - fællesspisning - foredrag om tang
Dagen starter med...
at de morgenfriske havsvømmere og strandløbere møder ind til deres morgenaktiviteter, før arbejdsdagen begynder. Kaffen er sat til at brygge, så de bagefter kan komme ind og varme sig med udsigt over Øresund, når dagens motion er klaret.
Leg med sand og vand
Så småt møder Havkrafts undervisere ind for at stille klar til dagens undervisning. En vuggestue parkerer deres ladcykler udenfor og børnene kommer pludrende ind ad døren.
Stemningen er høj, for de skal ud at lege med sand og vand og udvikle deres rumlige sprogforståelse, mens de skaber et nyt hjem til en flok rejer.
Mikroplast og havkajak
Lidt senere ankommer en udskolingsklasse, som skal forberede sig til den fællesfaglige naturfagseksamen ved at undersøge havvandet for skadelig mikroplast.
En skoleklasse fra mellemtrinnet har rykket dagens idrætsundervisning ud på stranden, hvor de skal lære at sejle i havkajak.
Vandsport efter skole
Nogle af børnene kender allerede udstyret og faciliteterne, for de går til havkajak på Havkraft i deres fritid.
Når skoleklassen er færdig med dagens sejlads, er der ingen grund til at lægge kajakkerne på plads, for snart kommer nogle af de unge fra lokalområdet, som går til vandsport efter skole.
På Havkraft bliver de mødt af en aktivitetsmedarbejder, som går på tværs af forenings- og undervisningsaktiviteterne, rækker ind i bylivet og giver børn såvel som voksne oplevelser ude på stranden.
Fællespisning med Øresundsinspireret menu
Denne aften er der et fiskerihold, der har sørget for fisk, tang og krabber til aftensmaden.
Madholdet får travlt med at tilberede en sund og Øresundsinspireret menu, for klokken 18 vælter det ind med familier og grupper af venner, der har tilmeldt sig aftenens fællesspisning.
Snakken går blandt andet på kunst og gamle dage inspireret af den fotoudstilling om Amager Strands historie, der i øjeblikket pryder Havkrafts vægge.
Klimavenligt tang
En del af gæsterne bliver hængende efter opvasken, hvor der i aften er inviteret til foredrag om tangs klimavenlige egenskaber i det store fællesrum.
De hjælpes ad om at omdanne Havkrafts store fællesrum fra folkekøkken til foredragssal, inden flere foredragsgæster kommer til, og de store skærme bliver startet op.