eSport Odder har succes med computerspil

Idrætsforeningen eSport Odder startede sidste år op i et lille, lånt lokale i Spektrum i Odder. I dag har de så stor efterspørgsel på esport blandt unge i byen, at de næsten ikke kan følge med.

eSport Odder har fanget de lokale unge ved at tilbyde et fællesskab for gaming – computerspil på konkurrenceplan. Foto: Bo Nymann

Esport er konkurrencer i computerspil, og det er blevet utroligt populært blandt de danske unge. Flere og flere idrætsforeninger vælger derfor at tilføje det til deres idrætstilbud, men hvordan får man succes med denne nye og utraditionelle sportsgren? eSport Odder har knækket koden i den, for nogen, svære opstartsfase.

”Vi startede ud med at holde et åbent LAN for alle, der var interesserede. Inden eventen sluttede, delte vi sedler ud, hvor man kunne skrive, hvis man var interesseret i at spille i en forening, samt hvilke spil det i givet fald skulle være. Det gav os et godt udgangspunkt til at begynde med,” fortæller Jakob Nørgård, træner hos eSport Odder.

eSport Odder er en selvstændig idrætsorganisation, og de har derfor ikke haft et bagland med midler til at købe udstyr for. Det har betydet, at de indtil for nyligt ikke har haft deres egne computere at spille på. De har været afhængige af, at forældre har fragtet spillernes eget udstyr til og fra træning, indtil de havde fundet en løsning.

eSport Odder indgik i samarbejde med lokal efterskole

Et par måneder efter deres opstart blev eSport Odder kontaktet af forstanderen fra Rudehøj Efterskole i Odder. Han havde bemærket en stigende efterspørgsel efter undervisning i esport blandt sine elever og havde læst om foreningen i en lokalavis.

”Forstanderen kontaktede os for at høre, om vi var interesseret i at indgå i et samarbejde. Vi måtte låne et lokale på skolen, og de tilbød at splitte udgiften til computerudstyr ligeligt op mellem os. Efterskolen ville have lokalet til rådighed i dagtimerne, mens vi havde det i eftermiddagstimerne. Det takkede vi selvfølgelig ja til,” siger Jakob Nørgård.

Den sidste del af udgifterne fik de dækket gennem fundraising. Klaus Agesen, næstformand hos eSport Odder, gav sig, helt uerfaren med fondsøgning, i kast med opgaven. Med vejledning fra DGI Østjylland fik han i løbet af en måned sendt 17 fondansøgninger afsted. Det endte med et samlet udbytte på 67.500 kr.

”Jeg gik metodisk til værks og besøgte hver enkelt fonds hjemmeside for at læse, om eSport Odder kvalificerede sig til fondsstøtte. En konsulent fra DGI Østjylland med erfaring på området læste vores ansøgninger igennem, og så sendte vi dem ellers bare afsted,” fortæller Klaus Agesen.

Esport er mere end bare computerspil

Når de unge spiller computer derhjemme, kan de kommunikere med deres venner over internettet. De kan også øve deres spilteknik fra værelset af, og nogle vil derfor mene, at det ikke er nødvendigt at dyrke esport i en forening. Det mener Jakob Nørgård er en forkert opfattelse.

”Det bliver langt mere disciplineret træning, når der er en fast træner tilknyttet. Derudover er det også en stor fordel, at det er de samme fire til fem personer, man spiller med hver eneste gang. Slutteligt giver det også et fællesskab med trøjer, kampråb og lignende, man ikke får derhjemme,” fortæller han.

eSport Odder har for nyligt spillet showkamp i spillet Overwatch imod Gylling eSport. Det var simpelt sat op med en projektor og Jakob som kommentator. Forældre var mødt op for at se kampen og heppe på deres børn, og det mener Jakob viser, at esport kan noget af det samme som de traditionelle sportsgrene.

Vigtigt at vide: Hvad dækker ordene over?

  • Esport står for elektronisk sport og refererer til udøvelse af computerspil på konkurrenceplan. Aktiviteten finder sted over internettet eller via LAN.
  • 'LAN står for Local Area Network og er et lokalt datanet. Det bruges tit blandt unge i forbindelse med et LAN-Party, hvor man samles og spiller forskellige computerspil.