Undgå madspild og unødvendig emballage

Når I serverer mad og drikke, er det vigtigt at overveje, hvordan I kan undgå unødvendigt spild af mad og emballage.

Gør postevand tilgængeligt og undgå kildevand. Sælg drikkedunke i stedet for kildevand, så gæster og medlemmer i foreningen kan drikke postevand fra hanen.

  1. Søg efter BPA-fri drikkedunke for at undgå skadelige kemikalier. På den måde undgår I en masse unødvendig emballage.
  2. Opstil vandtappestationer, hvis der ikke er adgang til vandhaner ved events og arrangementer. Det kan være en stor vandbeholder, som deltagerne kan tappe fra eller en større tappestation, hvor der skal tilføres vand gennem rør, som kan lejes ved forskellige aktører.

Undgå engangsservice

I kan minimere jeres affaldsproduktion, ved at anvende bæredygtig service, når l  serverer mad.

  1. Undgå så vidt muligt engangsservice, og brug i stedet opvaskevenlige alternativer.
  2. Hvis I ikke kan undgå at bruge engangsservice, så kig efter FSC-mærkningen og PLA/bioplast for at gøre det så bæredygtigt som muligt.
  3. Server altid vand i kander til møder og lignende arrangementer.

Minimér madspild og udnyt overskudsmad

  1. Gør det obligatorisk at bruge tilmelding til måltider. Det giver jer overblik over, hvor meget mad I skal lave. På den måde minimerer I overskudsmad.
  2. Gør det muligt at vælge store eller små portioner i jeres madbod/cafeteria, og når man tilmelder sig et arrangement med spisning.
  3. Når mad bliver tilovers, kan I:
    1. Give det gratis til jeres frivillige.
    2. Fryse maden ned, så den kan bruges eller sælges en anden dag.
    3. Sælg det billigt sidst på dagen.
  4. Anvend den mad I normalt ville smide ud på nye måder i jeres køkken eller udendørs i naturen. For eksempel kan tørt rugbrød blive til brødcroutoner og kaffegrums kan bruges som gødning.

Læs mere om madspild på stopspildafmad.org

Læs også: Vælg fødevarer med omtanke.

Indgå partnerskaber og lad andre få glæde af overskudsmad

Udnyt overskudsmaden ved at lave et samarbejde med FødevareBanken, Too Good To Go eller andre lokale sociale organisationer, som kan få gavn af maden. Dét er social bæredygtighed.

Få flere råd til, hvordan I kan arbejde med partnerskaber her.