Pia Allerslev genvalgt til DGI's hovedbestyrelse

Børn og unge har mere end nogensinde brug for fællesskabet i idrætsforeningen. Bl.a. derfor skal DGI fortsat styrke kommunesamarbejdet og sætte foreningerne fri af administrative benspænd, siger Pia Allerslev.

CV: Pia Allerslev

Pia Allerslev er 50 år gammel, og bor i København med sin mand, direktør Henrik Uth, og børnene Freja og Valdemar på 17 og 16 år.

Hun er født og opvokset i Vestjylland og uddannet folkeskolelærer.

Pia har siddet i Københavns Borgerrepræsentation i 16 år, og i den periode været først Kultur- og fritidsborgmester og senere Børne- og ungdomsborgmester.

I dag er Pia strategisk rådgiver og fundraiser i sit eget firma.

Pia er meget aktiv i bestyrelsesarbejdet, og er blandt andet formand for bestyrelserne i Hafnia-Hallen i København, Uppercut Danseteater, Girltalk og CP Danmark.

Som ung i det vestjyske var det badminton og svømning, der optog hende, både som træner og spiller, mens det i dag primært er løb/powerwalk, cykling og fortsat også svømning, der fylder. 

Pia har gennemført en Ironman, løbet ultraløb i Namibia og besteget Kilimanjaro indenfor de seneste år. Denne sommer brugte hun en måned på cyklen sammen med sin mand - fra NordCap til SydFrankring. Hun følger også interesseret med i sine børns idrætsliv.

Facebook. 

LinkedIn.

Hvorfor skal de delegerede vælge dig til DGI’s hovedbestyrelse?

Jeg håber først og fremmest, at de delegerede har kunnet mærke, at jeg har gjort mig umage de sidste to år for at sætte mig ind i maskinrummet i DGI og jeg har været meget involveret i alt lige fra Bevæg dig for Livet til kommunesamarbejdet.

Jeg håber, man kan se, at min viden og min baggrund gør DGI til en endnu bedre samarbejdspartner, eksempelvis i kommunesamarbejdet og i arbejdet med diversitet. Jeg er glad for, at vi selv har været med til at sætte vores præg på den diversitetsdagsorden.

Hvad er det vigtigste, du vil kæmpe for som medlem af hovedbestyrelsen?

Vi skal fortsat være en væsentlig medspiller i kommunerne. Vi er og skal være en samarbejdspartner, som man kan lave disse langvarige samarbejder med. Og så vil jeg fortsat kæmpe for, at vi som hovedbestyrelse bliver endnu mere professionelle. Det kræver indsigt, tid og en dyb forståelse for, hvordan en bestyrelse og en organisation, som DGI, virker. Og her føler jeg, at jeg kan bidrage med mine erfaringer fra mit øvrige arbejdsliv.

Hvad ser du som de største udfordringer for idrætsforeningerne, og hvad kan DGI gøre for at hjælpe?

Jeg synes, vores primære opgave er at gøre det nemt at være forening. Vi skal derfor hjælpe med at sikre, at kommuner og det offentlige generelt har en forståelse for, at frivillige knokler for, at vores børn, voksne og ældre kan dyrke idræt. Foreninger skal ikke bebyrdes med besværlige, administrative opgaver.

Der er brug for idrætsforeningerne mere end nogensinde, fordi vi kan løfte nogle af tidens sværeste dagsordener: Ensomhed og unges mistrivsel. Med idrætten i hånden kan vi give dem mere end velvære ved bevægelse: De kan blive en del af en fælles historie og et sammenhold. Vi er nogle af de allerbedste til at løfte netop dén opgave.

Hvad betyder de 6 strategiske prioriteringer for DGI’s arbejde og DGI’s samfundsrolle?

Jeg synes, det er et vigtigt arbejdsredskab både i hovedbestyrelsen og i landsdelsforeningerne. Det har været givtigt at sidde med i diskussionerne lokalt og i Politisk Forum om, hvad vi skal. Der er behov for, at vi bliver mere strategisk tænkende. Hvis vi skal levere det, der forventes af en organisation som vores, så er det ikke bare synsninger, men et gennemarbejdet og seriøst arbejde, der ligger bag. De strategiske prioriteringer giver retning for os som organisation og for foreningerne, og stiller os samlet stærkere.