Charlotte Bach Thomassen genvalgt som DGI’s formand

Charlotte Bach Thomassen vil kæmpe for, at DGI er en toptunet motor for idrætsforeningsliv. At DGI er en vigtig aktør for børn og unges trivsel, og at idrætsforeninger fortsat er højaktuelle og attraktive for danskerne.

CV: Charlotte Bach Thomassen

  • 46 år, gift med Martin. Parret har to døtre og en søn på 15, 17 og 19 år. Bor på Islands Brygge i København. Opvokset i Grindsted.
  • Landsformand i DGI siden 2018. Fra 2017-2018 næstformand.
  • Generalsekretær i Det Danske Spejderkorps 2013-2018.
  • Bestyrelsesmedlem i TV 2 Danmark A/S
  • Næstformand i Danske Spils bestyrelse
  • Næstformand i Frivilligrådet
  • Næstformand i Madkulturens bestyrelse
  • 2009-2013 projektchef og souschef, DGI Storkøbenhavn.
  • 2004-2008 forenings- og organisationskonsulent, DGI Storkøbenhavn.
  • Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2004.
  • Vinterbader og løber.
  • Forælder i 2 foreninger

Følg og læs mere om Charlotte på: 

Twitter
LinkedIn
Instagram

Hvorfor skal de delegerede vælge dig som formand?

Vi er i gang med at udvikle DGI som organisation.

Vi skal arbejde mere strategisk og tættere sammen på tværs af landsdele og landsorganisation og på tværs af idrætter og fokusområder. Fordi vi vil sikre de bedste muligheder for foreningsudvikling i hele landet.

DGI og idrætsforeningerne kan i samarbejde med kommuner og andre foreninger og organisationer bidrage betydeligt til løsningerne på nogle af samfundets helt store udfordringer.

Det kræver tydelig politisk ledelse at træffe de rigtige valg, når vi vil forfølge DGI’s formål i en tid med mange forandringer. Det vil jeg gerne fortsat stå i spidsen for.

Hvad er det vigtigste, du vil kæmpe for som formand?

Jeg vil blive ved med at kæmpe for, at DGI er foreningernes forening.

At DGI fortsætter med at være en stærk udviklingsmotor for det danske idrætsforeningsliv i tæt samarbejde med landets kommuner.

Jeg vil kæmpe for, at idrætsforeningerne er ramme for attraktive fællesskaber for mange flere mennesker og en afgørende arena for børn og unges frirum og trivsel.

Hvad ser du som de største udfordringer for idrætsforeningerne, og hvad kan DGI gøre for at hjælpe?

De største udfordringer hænger sammen med, at hverdagen i de danske familier ændrer sig. Tempoet er højt, digitaliseringen markant og ønsket om individualiseret kvalitet er stor.

Det hele smitter af på fritidslivet og frivilligheden. Der er hård konkurrence om danskernes tid og opmærksomhed.

Samtidigt understregede nedlukninger og begrænsninger under coronaperioden, at vi har stærkt brug for foreningsfællesskaber, træningsfællesskabet, holdet og venskaber.

Vi kan ikke tage idrætsforeningen for givet. Børn, unge og voksne mærkede fravær og afsavn med negativ betydning for den fysiske, sociale og mentale sundhed.

I DGI kan vi hjælpe foreningerne med at gå efter potentialer som svaret på udfordringer. Digital foreningsudvikling med vægt på både kommunikationen med medlemmer, lettere administration hos frivillige og synlighed i lokalsamfundet.

Rekruttering og mobilisering af frivillige i foreningen gennem inspiration om livsfaser, viden om motivation og udviklingsforløb for bestyrelser. Etablering af stærke ungemiljøer i foreningen og fokus på børneidræt på børnenes præmisser.

Det er blot nogle eksempler på, hvordan DGI kan hjælpe idrætsforeningerne med at løse deres udfordringer – og som også har stor betydning for foreningens medlemmer og omgivelser.

Hvad betyder de 6 strategiske prioriteringer for DGI’s arbejde og DGI’s samfundsrolle?

De betyder, at vi nu for alvor har prioriteret, hvor vi skal lægge størstedelen af vores ressourcer og energi i organisationen. Både i landsorganisationen og i landsdelene.

Prioriteringerne giver os en tydelig fælles retning i de kommende år på tværs af aktiviteter, med afsæt i lokale forhold og med børn og unges i centrum.

De strategiske prioriteringer tager afsæt i DGI’s formål, og vores strategiske grundlag.

De markerer hvilke indsatsområder, som vi særligt ønsker at samarbejde om med idrætsforeninger, kommuner og andre organisationer, og hvor vi vil lægge flest kræfter for at påvirke og få indflydelse på udviklingen af idræts- og fritidslivet, folkesundhed og trivsel, frivillige og fællesskaber.